Nyhed

Alle Ukrainske borgere har brug for sikkerhed


Ledere fra mange af verdens lande har i går og i dag været samlet i Haag om atomnedrustning, men Ukraine-konflikten endte med at blive et centralt omdrejningspunkt. Mens G7-landenes mødtes for at fordømme Rusland, mødte Ruslands udenrigsminister Sergej Lavrov sin kollega fra Ukraine, Andriy Deshchytsya.

- Det er et lille lys i mørket, at udenrigsministrene fra Rusland og Ukraine mødtes i Haag. Men der vil være brug for rigtig mange tillidsskabende foranstaltninger før der kan findes en ordning, hvor der kan tales om fred i Ukraine, udtaler Lave K. Broch, topkandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.

- Danmark bør arbejde for at der findes en ramme under FN eller OSCE, hvor parterne i konflikten starter reelle forhandlinger og her er det afgørende, at der laves klokkeklare ordninger, der giver alle ukrainske borgere sikkerhed imod overgreb. Det gælder såvel sproglige og etniske mindretal både i hovedlandet og på Krim, tilføjer Lave K. Broch, der i flere år har arbejdet med FN-spørgsmål.

- EU kan ikke være en ramme for de nødvendige fredsforhandlinger, da unionen er en part i konflikten, men EU bør stoppe al våbenhandel med både Rusland og Ukraine. Det er en skandale, at det endnu ikke er sket, siger Lave K. Broch

Yderligere oplysninger
Lave K. Broch, topkandidat til EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU, telefon 28 92 21 27
Poul Gerhard Kristiansen, landssekretær for Folkebevægelsen mod EU, telefon 35 36 37 40