Nyhed

Danmark må stå fast i Vestsahara konflikt


Vestsahara er et land, der er delvist besat af Marokko, og hvor FN arbejder for at finde en fredsløsning. Så længe landets status ikke er afklaret vil køb af naturressourcer fra Vestsahara være det samme som hæleri med mindre, der er sikkerhed for, at betalingen for køb af naturressourcer i Vestsahara går til den lokale befolkning.

Derfor har EFTA - hvor bl.a. Norge og Island er med - holdt Vestsahara ude af aftaler med Marokko. Det samme har USA. Men i EU er situationen en anden. Af hensyn til egne økonomiske interesser har EU støttet den marokkanske besættelse gennem fiskeriaftaler med Marokko, som har tilladt EU at fiske i Vestsaharas søterritorium.

På vegne af Folkebevægelsens landsmøde i Aalborg 26.-27. oktober udtaler Lave Broch, kandidat for Folkebevægelsen til EU-parlamentsvalget 2014:

- I øjeblikket er EU på vej til at godkende en ny fiskeriaftale med Marokko. Folkebevægelsen mod EU’s landsmøde opfordrer derfor Danmarks regering til at stå fast i at afvise EU’s fiskeriaftale, da aftalen strider imod folkeretten og skader FN’s arbejde for fred i Vestsahara.

- Hvis aftalen alligevel - og imod det danske Folketings stemme - bliver forlænget kræver Folkebevægelsen mod EU, at Danmarks regering slår fast, at den ulovlige EU-aftale ikke gælder for Danmark.

Læs også landsmødets udtalelse om sagen - klik her!

Ønsker yderligere oplysninger, så kontakt:
Lave Broch, kandidat til EU-parlamentsvalget for Folkebevægelsen: 28 92 21 27