Nyhed

EU hverken kan eller vil løse katastrofal flygtningesituation


Rina Ronja Kari siger:

"EU hverken kan eller vil løse den katastrofale flygtningesituation og det er uhyggeligt, at man bare vælger at lade stå til, mens den ene drukneulykke afløser den anden. Det her er endnu et bevis på EU’s usolidariske asylpolitik, som kun handler om at holde folk væk fra de europæiske grænser."

"I parlamentet holder vi 1 minuts stilhed efter hver katastrofe. Det har vi gjort mange gange nu. Mere sker der bare aldrig. Det er derfor på tide, at vi accepterer, at EU hverken kan eller vil løse situationen."

"Derfor skal vi gå andre veje. Jeg foreslår, at FN tager styringen over redningsopgaverne og opfordrer også de europæiske lande til selv at sende hjælp og støtte til områderne. For eksempel er der jo ikke noget til hinder for, at den danske regering sender skibe til Middelhavet, som kan redde folk i nød fra den sikre druknedød, når nu EU ikke er interesseret i at komme problemerne til livs."

"Det er pinligt for hele Europa, at EU har gjort os alle handlingslammet. Og derfor må andre simpelthen på banen nu. Ellers er det her hverken den største eller sidste katastrofe, vi kommer til at opleve."