Nyhed

EU underkender lov mod social dumping


Sagen drejer sig om, at bystyret i Dortmund i forbindelse med et udbud om digitalisering i overensstemmelse med lovgivningen havde stillet krav om, at de der udfører arbejdet skal have en timeløn på mindst 8,62 EUR, eller hvad der svarer til under 65 kroner i timen. Men den regel må ikke gælde for ansatte i firmaer i andre lande, siger EU-domstolen. Dermed kommer reglerne til kun at sikre lønnen, hvis det er tyskere der får opgaven.

MEP Rina Ronja Kari er bekymret for dommens konsekvenser:
"Kædeansvar er et af de vigtigste redskaber i kampen mod løndumping. Derfor er det meget alvorligt, at domstolen nu reelt forbyder tyskerne at bruge det på løn i offentlige udbud."

Med dommen bliver det gjort til en rettighed for firmaer i andre lande at underbyde lokale firmaer ved hjælp af lavere lønninger. Resultatet bliver et yderligere pres på lønningerne.

"Det viser jo bare, at det indenfor EU reglerne er et mål i sig selv, at vi skal konkurrere på lav løn. Det her er jo ikke regler, der er til gavn for almindelige mennesker" siger Rina Ronja Kari

Domstolen mener, at reglen begrænser den frie bevægelighed for tjenesteydelser, men Rina Ronja Kari er ganske uenig:
"Det her handler jo ikke om bevægelighed, for hvis bare det er på samme lønniveau, kan alle jo stadig byde på opgaven. Det handler om, hvorvidt arbejdsmarkedet skal være et ræs mod bunden, om hvem der kan arbejde for mindst løn. Det er bare ikke den vej vi skal gå"

Se domstolens pressemeddelelse her:
http://curia.europa.eu/jcms/upload/docs/application/pdf/2014-09/cp140129da.pdf