Nyhed

EU vil slække kontrollen med investeringsbanker

Kapitalmarkedsunionen skal lempe reglerne på finansmarkedet i EU ved at opbygge et fælles indre finansmarked. Foto: Rafael Matsunaga/Wikimedia Commons

Mere spekulation og større risiko for boligbobler og nye kriser. Det kan blive konsekvensen af den kapitalmarkedsunion, som EU-toppen i øjeblikket forhandler om.

Kapitalmarkedsunionen er en række initiativer, som skal lempe og harmonisere reglerne på finansmarkedet i EU ved at opbygge et fælles indre finansmarked. Det skal angiveligt gøre det nemmere for små og mellemstore virksomheder at tage lån i såkaldte investeringsbanker, altså banker, der primært lever af at håndtere store virksomheders investeringer.

Vi er nødt til at sikre os, at finansverden ikke kan rive tæppet væk under vores økonomi.
Rina Ronja Kari

Ved at slække på kravene til bankernes udlån til virksomheder, vil man samtidig åbne op for mere spekulation i eksempelvis boliglån. Det skaber risiko for en ny boligboble og har fået blandt andet NGO’erne Finance Watch og Corporate Europe Observatory til at advare om risikoen ved Kapitalmarkedsunionen. Når man slækker på kravene for investeringsbanker og handel med værdipapirer, løsner man nemlig båndene om finanssektoren, mener de.

“Det vi har set tidligere er, at banker og investeringsbanker har opført sig uansvarligt. Når det går galt for bankerne, så går det ud over samfundet og dermed også velfærden. Vi er nødt til at sikre os, at finansverden ikke kan rive tæppet væk under vores økonomi,“ siger MEP for Folkebevægelsen, Rina Ronja Kari.

Rina Ronja Kari ved forhandlingsbordet

EU-Kommissionen fremsatte i september sidste år deres udspil til Kapitalmarkedsunionen, som i høj grad handler om, hvilke områder unionen skal arbejde med. Udspillet skal nu behandles i EU-Parlamentets udvalg for Økonomi og Valuta.

Rina Ronja Kari sidder med ved forhandlingsbordet i Økonomi og Valuta-udvalget, hvor hun i januar 2016 overtog posten som skyggeordfører for Folkebevægelsen mod EU’s gruppe i parlamentet, GUE/NGL. Det betyder, at hun forhandler om kapitalmarkedsunionen på vegne af GUE/NGL.

“Jeg sidder her, fordi det er vores politiske målsætning at sikre, at vi så vidt muligt får stoppet EU-Kommissionens idé om et ureguleret kapitalmarked. Vi håber, at vi kan få nogle forbedringer igennem, som for eksempel mere sikkerhed på det finansielle marked eller at medlemsstaterne kan kræve mere regulering,” siger Rina Ronja Kari.

Vil holde styr på storbankerne

At holde styr på storbanker og kapital er en vigtig prioritet for Folkebevægelsen, som også tidligere har beskæftiget sig meget med de økonomiske og finansielle anliggender i EU’s indre marked.

>> LÆS MERE OM BANKUNIONEN HER

Rina Ronja Kari er også skyggeordfører på forhandlinger om Bankunionen, som hun kalder for en saltvandsindsprøjtning til “too-big-to-fail” bankerne.

Den forventes til afstemning nu på mandag den 15. februar på et udvalgsmøde i Økonomi og Valuta-udvalget.