Nyhed

Fogh: Østarbejdere vil ikke få sociale ydelser

Anders Fogh Rasussen på talerstolen i EU. Foto: Rådet

”EU har ingen indflydelse på, hvordan vi indretter vores sociale ydelser,” sagde daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i 1998.
Og da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) forhandlede EU’s hidtil største udvidelse i 2003, erklærede han ”Arbejdstagere fra de nye medlemslande får ikke adgang til at modtage sociale ydelser”.

Men i 2004 – da de 10 nye lande kom med i EU – gav et flertal i Folketinget grønt lys til en EU-forordning, som forbyder diskrimination i udbetalingen af sociale ydelser Det er den forordning, som bl.a. den danske lov om børnecheck er i strid med.

Hele sagen om børnechecken og det kommende slagsmål om dagpengene viser tydeligt, at skiftende statsministre har ført danskerne bag lyset, siger spidskandidaten for Folkebevægelsen mod EU, Rina Ronja Kari i dagbladet BT i dag.

- Ja-sigerne har altid anklaget Folkebevægelsen og EU-modstanderne for at føre skræmmekampagner og vildlede befolkningen, når vi har advaret imod udviklingen i EU. Men den aktuelle problemstilling viser netop, at det er ja-siden, der bevidst eller ubevidst har vildledt danskerne om, hvilke konsekvenser EU ville få for vores velfærdssystem, citeres Rina Ronja Kari for i BT, hvor hun tilføjer:

- Det EU, vi ser i dag, er et EU, der blander sig i alt det, som ja-sigerne lovede, det aldrig ville blande sig i - herunder de sociale ydelser. Enten må Folketinget give danskerne mulighed for at stemme om, at EU skal have indflydelse på vores sociale ydelser. Eller også må regeringen arbejde for et velfærdsforhold, så vi kan sætte en stopper for EUs forsøg på at underminere velfærdssamfundet.

Læs mere hos BT - klik her!