Nyhed

Folkebevægelsen: Gør menneskesmuglerne arbejdsløse og red liv


Folkebevægesen mod EU mener:

- Folkebevægelsen støtter bekæmpelsen af menneskesmuglere. Men en militær operation mod menneskesmuglere bør ikke ske uden et FN-mandat. Vi frygter samtidig, at en militær operation vil komme til at koste civile liv, idet menneskesmuglere anvender helt almindelige fiskerbåde. Den bedste måde at bekæmpe menneskesmuglere på er ved at gøre dem arbejdsløse. Hvis vi skaber legale muligheder i Nordafrika for at søge asyl i Europa, kan vi ødelægge en del af indtægtsgrundlaget for de menneskesmuglere, der udnytter, at flygtninge er nødt til at rejse illegalt til Europa.

- Under vejledning af FN’s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR) skal medlemslandene oprette en sikker og lovlig rute til Europa - for eksempel ved at oprette asylkontorer i Nordafrika.

- Indtil det sker bør Danmark på kort sigt støtte genoprettelsen af den succesfulde italienske redningsmission Mare Nostrum eller en tilsvarende mission med mandat om at redde liv. Den danske regering gemmer sig imidlertid bag de danske EU-forbehold, når den siger nej til at deltage i en indsats for at redde bådflygtninge. Men indsatsen kan uden problemer tilrettelægges som et mellemstatsligt samarbejde uden om EU’s fælles asylpolitik. Det handler udelukkende om politisk vilje.

- Folkebevægelsen støtter en retfærdig og solidarisk flygtningefordeling mellem landene i Europa. Danmark bør derfor optrappe modtagelsen af kvoteflygtninge betydeligt. En retfærdig flygtningefordeling er ikke kun baseret på landenes størrelse og indbyggertal, men også på deres økonomiske formåen – og her ligger Danmark i toppen i Europa.

- Derfor ønsker Folkebevægelsen en tilbagerulning af Dublin-forordningen, som har gjort det muligt for medlemslande at sende flygtninge tilbage i spandevis til det første modtagelsesland. I langt de fleste tilfælde vil det sige Grækenland og Italien. Der er derfor et umådeligt stort pres på disse to lande, hvilket har skabt - og fortsat vil skabe - en uholdbar situation i det meste af Sydeuropa. Det kan og bør Danmark ikke acceptere.