Nyhed

Folkebevægelsens koryfæ Ole Krarup fylder 80 år


Professor. Advokat. EU-parlamentariker. Folketingskandidat.

Der er mange fornemme professionelle titler at finde på det generalieblad, der tilhører Ole Krarup, der i dag fylder 80 år.

Det afspejler sig også, når man søger på "Ole Krarup" på diverse artikeldatabaser. Et mylder af artikler vrimler frem. Mange om hans juridiske arbejde, endnu flere om hans livslange politiske kamp mod EU og for retsstatens paragraffer.

Aktiv har han altid været, hvad enten det har drejet sig om det juridiske eller det politiske arbejde.

Venner, bekendte, kollegaer og modstandere siger alle det samme om Ole Krarup:

Han er og har altid været positivt, vidende, engageret og kritisk i alle sine foretagender og alle sine kampe.

Og en ting er sikker: Ole Karup er en af Folkebevægelsen mod EU’s helt store koryfæer efter ikke mindre end 12 år som repræsentant for unionsmodstanden i EU-parlamenterne i Bruxelles og Strasbourg.

Mange resultater
Onsdag den 20 august 2006 tog Ole Krarup så afsked med EU-Parlamentet og gav plads til Folkbevægelsens nye repræsentant, Søren Søndergaard.

I sin tid i Bruxelles kæmpede Ole Krarup i EU-parlamentet aktivt for demokratiet, miljøet, retssikkerheden, forbrugerne, fagbevægelsen, kunstnerne og for et tættere nordisk samarbejde i stedet for EU.

Han spillede en væsentlig rolle i kampagnerne for et nej til Maastricht-trakataten og euroen. Derudover har Ole Krarup spillet en afgørende rolle i sagerne om Maastricht-traktaten og Lissabon-traktaten.

Retssagerne om EU-traktaterne blev ikke vundet, men de har ført til en større juridisk afklaring, som er meget vigtig i kommende politiske kampe om EU.

Ros, ros og atter ros
Disse 12 år, der har kastet så mange konkrete politiske resultater af sig, er da heller ikke gået ubemærket hen hos Folkebevægelsens nuværende politikere.

Medlem af EU-Parlamentet, Rina Ronja Kari, er stolt over at være en del af den bevægelse, som Ole Krarup mere end de fleste har tegnet i flere årtier.

"Ole har virkelig været uundværlig for Folkebevægelsen og for hele EU-modstanden i Danmark. Han står for mig som den alt-vidende, kloge og skarpe analytiker, med et imponerende overblik over både deltaljer og det store billede. Men samtidig har han en helt særlig humoristisk stil, og en varm, lun måde at kommunikere sin viden på. Han kan få selv tekniske juridiske deltaljer til at virke spændende, når han samtidig krydrer det med en fortælling om dengang lille-Ole gik i skole," lyder skudsmålet fra Rina Ronja Kari om Ole Krarup og fortsætter:

"Ole fortjener både et kæmpe stort tillykke, et høj hurraråb og mange, mange tak for sin enormt store indsats - både for Danmark og for Folkebevægelsen."

Samme positive toner lyder naturligvis fra 1. suppleant til EU-parlamentet, Lave K. Broch.

"Ole er et fantastisk menneske. Han har en enorm viden og er et meget alsidigt menneske, der spiller violin, vinterbader og har masser af humor. Men vigtigst af alt, så har Ole hjertet det rigtige sted. Ole har ihærdigt kæmpet for demokratiet, retsstaten og for helt almindelige mennesker. Jeg har haft glæden af at være på hold med Ole i kampen mod EU både i EU-valg og folkeafstemningskampagner. Og jeg var også hans studentermedhjælper på Københavns Universitet. Min respekt for Ole er meget, meget stor. I Folkebevægelsen mod EU er vi enormt taknemlige for den kæmpe indsats, som Ole har lagt i arbejdet mod unionen! Et kæmpe tillykke med fødselsdagen skal det lyde herfra," siger Lave K. Broch.

Medierne husker ham stadig
Ole Krarup er qua sin evne til at sætte dagsordenen i både hjemlige og udenlandske debatter blevet portrætteret ad flere omgange. Her følger to glimrende eksempler:

Fødselsdagsportræt i anledning af Ole Krarups 75 års fødselsdag - Information.

Fødselsdagsportræt på Folkebevægelsens egen hjemmeside i anledning af 75 årsdagen

Pjece om Ole Krarups indsats for Folkebevægelsen mod EU ved Oles afsked med EU-Parlamentet

I går og i dag er Ole Krarup desuden portrætteret i alle større landsdækkende og regionale dagblade. Hans store indsats, positive sind og vidende væsen har gjort ham til et fyrtårn i dansk politik og dansk jura, der stadig den dag i dag berettes om.

Folkebevægelsen mod EU takker for mange års dedikeret arbejde mod unionen og ønsker Ole Krarup stort tillykke med den runde dag!