Nyhed

Hver anden ved ikke, hvad vi skal stemme om


25. maj er der folkeafstemning - hvad er det, vi skal stemme om?
Det spørgsmål kan en stor del af danskerne ikke svare på, viser en meningsmåling, som analyseinstituttet YouGov har gennemført for Oplysningsforbundet DEO.
I undersøgelsen siger næsten halvdelen af de 1.006 adspurgte, 49 procent, at de slet ikke eller kun i mindre grad kender temaet for folkeafstemningen 25. maj.

"Vi er selvfølgelig overraskede over, at så få danskere ved, hvad temaet er ved folkeafstemningen, når der kun er tre uger til", siger formanden for DEO Jan Sturm til Berlingske og tilføjer bl.a.:
"Vi arrangerer debatmøder rundt om i landet, hvor vi oplever, at politikerne ikke rigtigt har lyst til at tale om den her folkeafstemning, eller at man gør det til noget meget teknisk. Når man tager det med, så kan man godt forstå, at danskerne bliver i tvivl."

DEO har lavet en oplysningsavis om emnet - EUs patentdomstol - som efter planen skal direkte ud til til 950.000 husstande den 13-14 maj ligesom den sendes ud til alle landets biblioteker. Alle partier og bevægelser i Folketinget og EU-parlamentet har indlæg i avisen.