Nyhed

Info til flygtninge: Kom ikke til EU!


Det vakte stor opsigt, da Inger Støjberg indrykkede annoncer i libanesiske aviser med en oversigt over de danske asyl- og familiesammenføringsregler. Formålet var dengang, at få flygtningene i Europa til at gå en stor bue uden om Danmark.

Konklusionerne fra gårsdagens møde mellem EU’s indenrigs- og integrationsministre tyder på, at EU nu lader sig inspirere af Støjbergs annoncer.

Ministrene diskuterede redskaber til at bremse flygtningetilstrømningen og nåede til enighed om at lancere en informationskampagne om asylvilkårene i EU i flygtningecentre uden for Europa, skriver Altinget.

"Hele ideen bag kampagnen er fuldkommen forfejlet og kommer desuden næppe til at få den effekt ministrene ønsker. Ingen flygter for sjov, og selv stramme asylregler gør ikke de krige mennesker flygter fra mindre virkelige," siger Rina Ronja Kari.

EU’s fokus har fra begyndelsen været at afholde så mange flygtninge som muligt fra at nå Europas kyster. Det viser ganske tydeligt hvorfor EU ikke kommer til at bidrage med reelle, bæredygtige løsninger for verdens mange flygtninge.

"Vi skal løse årsagerne til at mennesker flygter; krig, fattigdom, konsekvenser af klimaforandringer. EU har et kæmpe medansvar for de kriser, som skaber flygtninge. Derfor er også helt absurd, når EU vender ryggen til og i stedet laver en kampagne med budskabet: Ikke her!" siger Rina Ronja Kari.