Nyhed

Internetgiganter sætter stop for datasikkerhed


Paraplyorganisationen EDRI, som repræsenterer 35 europæiske borgerrettighedsgrupper, advarer mod lobbyvirksomhed fra de store internetvirksomheder.

EU-parlamentet forhandler netop nu om Kommissionens forslag til et nyt databeskyttelsesregulativ. Beslutningen om regulativet er blevet udsat flere gange på grund af en overvældende mængde ændringsforslag. Antallet er på nuværende tidspunkt omkring 4000.

En stor del af de ændringsforslag der foreligger, er til fordel for internetvirksomhederne. Ændringsforslagene underminerer bl.a. EU’s sanktionsmuligheder overfor overtrædelser, og de gør samtidig lovteksten så uklar, at det i praksis bliver umuligt at håndhæve.

Tanken med dataregulativet er, at det skal kunne beskytte borgerne mod både NSA og ulovlig kommerciel brug. Hvis ændringerne bliver vedtaget, er regulativet ikke tilstrækkeligt længere.