Nyhed

K vil sige nej til euroen i dag

Lars Barfoed vil ikke sige ja til euroen i dag, lyder programforslaget til weekendens konservative landsråd. Foto: Konservative

En arbejdsgruppe i Det Konservative Folkeparti har udarbejdet et udkast til nyt program, som skal vedtages på partiets landsråd i København i weekenden. Partiets formand Lars Barfoed har udtalt i pressen, at udkastet siger midlertidigt nej til euroen.

”Vi er stadig principielt tilhængere af samarbejdet omkring euroen, og vi er tilhængere af, at vi har bundet den danske krone op på euroen - og det er jo et udtryk for, at vi langt hen ad vejen er en del af eurosamarbejdet. Men at gå den sidste del af vejen og ændre kronen til euro med de forpligtelser, det fører med sig - det er vi ikke parate til nu, sådan som tingene har ændret sig”, forklarer partiformand Lars Barfoed i Berlingske i dag.

Udkastet lægger også op til en kritisk tilgang til EU’s bankunion. Berlingske skriver, at Barfoed bl.a. er ”bekymret for, hvor meget EU-Kommissionen ender med at kunne blande sig i de enkelte landes finanspolitik, og om Danmark som euroland ville kunne komme til at hæfte for gæld optaget i andre euroland”.

På partiets EU-kritiske fløj er flere tilfredse med udkastet - herunder landsformanden i Konservativ Ungdom ( KU), Kristoffer Beck, som dog gerne havde set endnu mere skepsis.
"Vi er nok de mest skeptiske, og vi har selvfølgelig forsøgt at trække det så langt ud mod vores holdninger som muligt," siger KU-formanden i Berlingske.

Viborgs euro-skeptiske borgemesterSøren Pape Poulsen har siddet med i arbejdsgruppen og kalder resultatet et »meget velafbalanceret« kompromis.
"Det er så langt, som vi kan gå. Vi gør det meget klart, at vi er skeptiske på nogle områder, hvor EU ikke skal blande sig, samtidig med, at vi slår fast, at EU-samarbejdet er vigtigt og nødvendigt for Danmark," siger han. i Berlingske