Nyhed

Kristian Jensens ’Coalition of the willing’


Torsdag er der inviteret til møde i Udenrigsministeriet. Dagsordenen for mødet er oprettelse af et samarbejde uden om EU, med det formål at kunne sende flere asylansøgere tilbage til hjemlandene.

I dag sender Danmark tre ud af ti afviste asylansøgere tilbage, og udenrigsminister Kristian Jensen håber nu, at flere hjemsendelser vil afskrække flere fra at forsøge at komme til Europa.

Indtil videre deltager 8 lande, herunder Finland og Norge i mødet hos udenrigsministeren.Tanken er at lægge pres på lande, hvorfra de afviste asylansøgere kommer, til at tage deres borgere tilbage.

”Vi synes ikke, at EU kom langt nok på topmødet i november med de afrikanske lande, og der er ikke enighed i EU. Vi vil gerne gå længere,« siger Kristian Jensen til Jyllands-Posten.

Opfordringen fra Kristian Jensen er klar: Bliv væk til at starte med, hvis du ikke har krav på asyl. Tag ikke den farefulde færd til Europa – søg de legale muligheder for at komme hertil for at arbejde eller studere.

Guleroden for de lande som vælger at samarbejde med kredsen af de europæiske lande, kunne for eksempel være mulighed for studiepladser eller bedre muligheder for en kvalificeret arbejdskraft, siger Kristian Jensen.

”En anden mulighed kunne også være, at vi hjalp dem gennem vores bistandsarbejde og gennem vores handelspolitik, så de i højere grad kan skabe de arbejdspladser derhjemme, der er afgørende for, at de får en god økonomisk udvikling,” siger han til Jyllands-Posten.