Nyhed

Kritik af nye EU-regler for betalingskort


EU-Kommissionen har fremlagt et nyt forslag til regler for brug af betalingskort i EU. Forslaget skal skabe mere konkurrence og lavere priser for forbrugerne.
"EU’s betalingsmarkeder er i dag fragmenterede og dyre, med en omkostning på mere end 1 pct. af EU’s bnp, eller 130 mia euro om året. Det er omkostninger, vores økonomi ikke har råd til," sagde EU’s kommissær for indre marked Michel Barnier ved fremlæggelsen.

Mens Forbrugerrådet ikke er kommet med nogle kritiske bemærkninger, er både bankernes brancheorganisation Finansrådet og brancheorganisationen Dansk Erhverv ikke helt tilfredse med forslaget.

”Forslaget tager efter vores opfattelse ikke tilstrækkeligt hensyn til sikkerheden,” siger kontorchef med ansvar for betalingsinfrastruktur i Finansrådet René Thomsen i Børsen.
Han frygter for konsekvenserne af, at forslaget giver såkaldte tredieparter bedre adgang til at gå ind på folk konti – også uden at folk får besked.

Dansk Erhverv frygter for konsekvenserne af, at forslaget vil forbyde butikker muligheden for at lade kunder betale gebyret (surcharge)..
”Vi har haft gode erfaringer med den danske model, der gør det muligt at vælte gebyrer over på forbrugeren, når der betales med de dyrere kreditkort. For når forbrugerne selv mærker de høje gebyrer, vælger de i stedet de billigere betalingskort som for eksempel Dankortet,” siger Sofie Findling Andersen, erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv til Berlingske og tilføjer bl.a.:
”Forslaget om totalforbud mod surcharge kan have meget negative konsekvenser for e-handlen og betyde øgede omkostninger ved betalinger for e-butikker generelt. Den udvikling ville vi være meget kede af ”.