Nyhed

Lang række af økonomer støtter græsk EU-opgør


"Det nødvendigt, at vi støtter den græske befolknings krav om at stoppe nedskæringspolitikken og få en ny retning for Europa. Vi ønsker, at den danske regering og progressive kræfter i fagbevægelsen og civilsamfundet viser, at vi står på den græske befolknings side i de kommende forhandlinger.Grækernes opgør med nedskæringspolitikken er en chance for Europa."

Sådan står der i et helt nyt støttebrev til den græske befolkning og den nye græske regering, der i disse dage forhandler med EU-toppen om en genforhandling af de græske lånepakker.

Støttebrevet er underskrevet af en række økonomer, fagforenings- og NGO-ledere m.fl., som også i samme ombæring har offentliggjort en underskriftsindsamling på nettet til fordel for den græske kamp mod Trojkaen.

Blandt underskriverne er tidligere overvismand Christen Sørensen, og professor i økonomi, Jesper Jespersen.

"Det græske valg har vist os, at et flertal i befolkningen kan sætte sig op mod de internationale finansmarkeder og EU-elitens verdensfjerne nedskæringspolitik. Men det er et perspektiv, som truer den europæiske elite og den neoliberale konsensus. Den græske befolkning er oppe imod kræfter, der ønsker at underminere dens demokratiske krav. Det har fx vist sig i beslutningen fra Den Europæiske Centralbank om, at Grækenland bliver udelukket fra det nystartede milliard-program med opkøb af statsobligationer, der ellers ville kunne sænke renten på de græske lån og dermed give luft til investeringer," står der videre i støttebrevet, som afsluttes med en klar opfrodring.

Underskriverne opfordrer nemlig den danske regering, det danske civilsamfund, NGOer og fagforeninger om at støtte:

1.En retfærdig genforhandling af den græske gæld.

2.Genforhandling af EU-finanspagten med fokus på beskæftigelse og arbejdspladser, frem for nedskæringer.

3.Skrappere regulering af finanssektoren og indsats over for skattely.

4.Højere beskatning af den rigeste 1%.

Læs hele støttebrevet her.