Nyhed

Ny måling: Flest ønsker afstemning om EU

Foto: Andrea Sigaard

Mens der kun er to uger til briternes afstemning om EU-medlemskab, vokser danskerne EU-skepsis også.

En Epinion-måling foretaget for DR Nyheder viser i dag, at 42 procent af danskerne gerne vil stemme om, hvorvidt Danmark fortsat skal være medlem af EU.

Vi kan tydeligt mærke en stigende utilfredshed med, at EU blander sig i mere og mere.
Rina Ronja Kari, MEP

Det er en stigning på fem procentpoint siden februar, hvor en tilsvarende måling viste, at 37 procent gik ind for en folkeafstemning om EU.

Det er samtidig første gang, at der er klart flertal for en folkeafstemning. Mens 42 procent ønsker at stemme, svarer 38 procent nej til at stemme og 15 procent ved ikke.

Målingen vækker glæde hos Folkebevægelsen mod EU, som i øjeblikket samler underskrifter ind for en dansk folkeafstemning om EU-medlemskab.

>> Læs mere om underskriftsindsamlingen og skriv under her

"Vi kan tydeligt mærke en stigende utilfredshed med, at EU blander sig i mere og mere. Mange danskere mærker det helt konkret i deres hverdag i form af eksempelvis nedskæringer på velfærden og mere social dumping på arbejdsmarkedet. EU har forandret sig radikalt, siden Danmark blev medlem i 1973, og vi mener, at det er på tide, at danskerne bliver spurgt igen. Vi er selvfølgelig glade for, at dagens måling viser stigende opbakning til det krav," siger Rina Ronja Kari, der sidder i EU-parlamentet for Folkebevægelsen mod EU.