Nyhed

NYT FRA EU FRONTEN: EU-ombudsmand forlanger bedre kontrol med lobbysvingdøren


I en ny afgørelse konstaterer ombudsmanden, at der i kommissionen har været systematisk fejladministration af nogle dele af regelsættet omkring lobbysvingdøren.
Samtidig forlanger hun mere offentlighed fra kommissionen på området i form af offentliggørelse af alt relevant information om højtstående EU embedsmænd, som forlader EU til fordel for et job udenfor administrationen.

I EU har man et såkaldt cool-down system, hvor der skal gå en periode fra en embedsmand stopper i EU, og til bestemte stillinger i det private kan varetages, herunder at de ikke må være lobbyister indenfor et år. Ombudsmanden konstaterer imidlertid, at kontrollen med om en stilling er indenfor grænsen til tider er mangelfuld, og at beslutningsprocessen ofte er uklar.
I den forbindelse anbefaler hun blandt andet, at folk, der har arbejdet direkte sammen med den pågældende, ikke kan stå for vurderingen, og at man offentliggør sådanne sager, så offentligheden kan følge med.