Nyhed

OECD: Arbejdsløsheden i EU når nye rekorder


FAGLIGT.EU: [uddrag] De unge i de økonomisk hårdest ramte lande i EU går en stadigt vanskeligere fremtid i møde. Mens arbejdsløsheden falder i flere store lande i verden, stiger den fortsat i EU, fremgår det af OECD’s årlige beskæftigelsesrapport. 48 millioner mennesker i de 34 OECD-lande er uden arbejde.

I Europa ventes arbejdsløsheden at falde i Tyskland fra 5,3 procent i maj til under 5 procent næste år, men i andre lande i Sydeuropa som Frankrig, Italien, Spanien og Grækenland vil den stige og komme op på omkring 28 procent i både Grækenland og Spanien.

De økonomisk svagere grupper i samfundene vil fortsat være de hårdest ramte af arbejdsløsheden. Folk med ingen eller kort uddannelse vil fortsat have vanskeligt ved at finde job. For de unge, der i dag har en arbejdsløshed, der er over dobbelt så høj som de ældres, vil situationen ikke blive bedre i de værst ramte lande. OECD’s generalsekretær, Angel Gurria, sagde ved præsentationen af rapporten i Paris i går, at de sociale sår af arbejdsløsheden langt fra er helet.

- Arbejdsløshed er en social tragedie, som vi er nødt til at rette op på hurtigt, sagde Angel Gurria.

Han pegede direkte på de unges situation, hvor arbejdsløsheden er oppe på 60 procent i Grækenland, 55 procent i Spanien og omkring 40 procent i både Italien, Portugal og Slovakiet. Men den er også høj i udviklingsøkonomier som Sydafrika, hvor 52 procent af de unge ikke finder arbejde.

Læs hele artiklen på LO & FTFs EU-portal fagligt.eu - klik her!