Nyhed

Praktik hos Rina Ronja Kari i EU-Parlamentet i Bruxelles


Rina Ronja Kari søger praktikanter, der kan indgå i de daglige politiske og kommunikative arbejde i EU-Parlamentet. Praktikken er i efterårssemestret 2015.
Du vil indgå i et internationalt miljø og arbejde sammen med andre europæiske politiske partier og interessegrupper. Samtidig får du mulighed for at komme helt tæt på EU’s maskinrum og få unik praktisk viden om europæisk politik og politisk betjening.

Rina Ronja Kari arbejder blandt andet intensivt med økonomi- og finansområdet, EU’s nedskæringspolitik, arbejdsmarkedsforhold, social dumping, den danske model, sociale velfærdsydelser, miljø- og klimadagsordenen, klimatopmødet i Paris, udenrigspolitik, TTIP og meget, meget mere. Der er god mulighed for at komme til at arbejde med lige netop dine politiske interesseområder.

Arbejdsopgaverne:
Dine opgaver vil være centreret omkring Rinas arbejde i de parlamentariske udvalg og i parlamentet generelt. Arbejdsopgaverne vil både være af politisk og kommunikativ art og du skal blandt andet:

- Politikudvikle og behandle politiske lovforslag
- Lave ændringsforslag til rapporter og lovforslag
- Stille spørgsmål til Kommissionen
- Udarbejde baggrundsnotater, oplæg og udvalgstaler
- Skrive pressemeddelelser, debatindlæg mm. til medierne
- Producere indhold til hjemmeside, nyhedsbreve og medlemsblad
- En helt masse andre spændende opgaver, der hver dag opstår i EU-Parlamentet

Den rette kandidat er:
- i gang med en relevant videregående uddannelse og praktikopholdet indgår som en del af din uddannelse
- en proaktiv person, der ikke være bange for at tage initiativ
- har kendskab til EU og europæisk politik og kendskab til Folkebevægelsen og Rinas politiske mærkesager
- i stand til at formidle politiske målsætninger og resultater og det er en fordel, hvis du har kendskab til de basale nyhedskriterier og mediedynamikker
Det er en fordel, men ikke et krav, at du har erfaring med politisk arbejde fra eksempelvis studenterpolitik, sociale bevægelser, faglige organisationer, partipolitik, NGO’er eller andet.

Det praktiske:
- Folkebevægelsen yder et månedligt tilskud på 6.000 kroner. Derudover vil udgifter forbundet med arbejdsrejser blive dækket af Folkebevægelsen. Vi dækker desuden dine transportudgifter i forbindelse med din flytning til og fra Bruxelles.
- Der vil være rejsetid forbundet med praktikken. Som minimum skal du deltage i én plenarsamling i Strasbourg, Frankrig. Din base vil være i Bruxelles, Belgien.
- Praktikperioden er som udgangspunkt fra start september 2015 til slut januar 2016, men vi er fleksible i forhold til at planlægge praktikken, så du kan leve på til de studiekrav, der måtte være på dit uddannelsessted.
- Vi kan desuden hjælpe dig med at finde et værelse i Bruxelles.

Interesseret?
Ønsker du at ansøge praktikstillingen, skal du sende en ansøgning senest fredag den 27. marts, kl 10.00 til rinaronja.kari-office@europarl.europa.eu. Samtaler afholdes i uge 14.
Hvis du har yderligere spørgsmål til praktikken eller ansøgningsproceduren kan du kontakte kontorleder Henrik Bang Andersen på:
- +32 228 47152
- henrikbang.andersen@europarl.europa.eu