Nyhed

Professor: Tilvalgsordning kræver fuld afgivelse af suverænitet


Enten er en kompetence på et område overladt til EU, eller også er den ikke overladt.

Så enkelt er det, og derfor tager EU-partierne på Christiansborg munden for fuld, når de hævder, at en tilvalgsordning er et rent tag-selv-bord, hvor er flertal på Christiansborg fra sag til sag selv kan afgøre, om det er Danmark eller EU, der bestemmer.

Det konstaterer juraprofessor ved Københavns Universitet, Peter Pagh, over for netavisen Altinget.

"En tilvalgsmodel indbefatter, at man siger ja til at afgive suveræniteten på alle områder, der er omfattet. Som den politiske aftale ser ud, smider man derfor hele det retslige samarbejde på bordet til en folkeafstemning," siger Peter Pagh til Altinget.

Det vil altså sige, at en folkeafstemning -skulle det blive et ja til en tilvalgsordning - giver hjemmel til at overlade hele retsområdet til EU. Men at EU-partierne i en politisk aftale lover danskerne, at nogle områder vil blive på danske hænder.

"Det er jo ikke lige det, der er tanken med grundlovens §20. Men det er den kreative fortolkning, man anlægger. Og man kan ikke med sikkerhed sige, at det er forkert. Men jeg ved ikke, hvordan man vil forklare borgerne det, for formelt skal vi jo stemme om, at vi overlader det hele til EU. Og så ligger der så en politisk aftale nedenunder," siger Peter Pagh til Altinget.

Af den politiske aftale om at udskifte retsundtagelsen med en tilvalgsordning fremgår det, at partierne bag giver hinanden vetoret i forhold til at tiltræde retsakter om asyl og indvandring.

Man er dog enige om, at tiltræde Dublin III-forordningen og Eurodac-forodningen.

Peter Pagh mener dog, at EU-partierne oversælger tilvalgsordningen i deres aftaletekst, fordi der slet ikke er tale om den buffet, som ellers er blevet fremstillet.

"Hvis vi bruger opt in-modellen, så skal vi, når et forslag til en ændring af en forordning eller en retsakt fremsættes, sige, om vi vil være med eller ej. Siger vi ja, så er vi inde, uden at vide, hvad resultatet af de efterfølgende forhandlinger bliver. Og så fanger bordet," siger Peter Pagh til Altinget.