Nyhed

Praktik for Rina Ronja Kari i Europa-Parlamentet, Bruxelles


- Som praktikant skal du være med til at løse parlamentariske opgaver. Det drejer sig om politikudvikling og behandling af lovforslag i Rinas udvalg.

- Du skal desuden være med til at skabe synlighed omkring Rina og hendes mærkesager. Det betyder, at du skal være med til at forberede historier til pressen; skrive debatindlæg til aviserne; samt skrive nyheder til Folkebevægelsens egne medier.

- Samtidig skal du bidrage til den almindelige drift og administration af det parlamentariske kontor.

Der vil være rejsetid forbundet med praktikken. Som minimum skal du deltage i mindst én plenarsamling i Strasbourg, Frankrig. Din base vil være i Bruxelles, Belgien.

Kontoret i Bruxelles består foruden Rina af to faste medarbejdere og to praktikanter, hvor du vil blive den ene.

Du vil indgå i et internationalt miljø og arbejde sammen med andre europæiske politiske partier og interessegrupper. Samtidig får du mulighed for at komme helt tæt på EU’s maskinrum og få unik praktisk viden om europæisk politik og politisk betjening.

Praktikperioden er som udgangspunkt fra 1. februar 2015 til 26. juni 2015.

Ovenstående gælder for alle praktikstillinger. Nedenfor findes en beskrivelse af den særlige politiske profil, vi forestiller os, at en kommende praktikant kunne have:

Økonomi og finans
Du skal følge sager og lovgivning, der omhandler EU’s nedskæringspolitik og manglende evne til at regulere finansmarkederne. Det drejer sig for eksempel om det europæiske semester, etableringen af Bankunionen, eventuelle kommende traktatændringer der giver EU mere magt til at kontrollere medlemslandenes økonomier. Du skal desuden følge Udvalget om Økonomi og Valuta (ECON).

Arbejdstagerforhold
Du skal følge sager og lovgivning, der omhandler social dumping og EU’s indgreb i arbejdsmarkedet. Folkebevægelsen har tidligere beskæftiget sig med sager som håndhævelsesdirektivet, udstationeringsdirektivet og Laval-dommen. Du skal samtidig følge Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender (EMPL). Folkebevægelsen arbejder for at forsvare den danske model og lønmodtagernes strejkeret. Sammen med dele af fagbevægelsen arbejder vi desuden for at sikre en social protokol i EU.

Miljø og klima
Du skal være med til at videreudvikle Folkebevægelsens politik og profil på det grønne område. For eksempel skal du være med til at styrke Folkebevægelsens profil i forbindelse med COP21-forhandlingerne samt Folkebevægelsens kritik af EU’s 2030 mål. Du skal samtidig følge Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed (ENVI).

PROFIL & KVALIFIKATIONER
Du skal være i gang med en relevant videregående uddannelse og praktikopholdet skal indgå som en del af din uddannelse.

Du skal være en pro-aktiv person og ikke være bange for at tage initiativ. Du skal samtidig være en ansvarsfuld person, der tager ejerskab over dine opgaver.

Du skal have viden om EU generelt samt have kendskab til den offentlige debat om EU.

Du skal kunne formidle bredt og det er en fordel, hvis du har kendskab til de basale nyhedskriterier og dynamikker indenfor formidling og kommunikation.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med politisk arbejde fra eksempelvis studenterpolitik, sociale bevægelser, faglige organisationer, partipolitik eller NGOer.

TILSKUD
Folkebevægelsen yder et månedligt tilskud på 6.000 kroner. Derudover vil udgifter forbundet med arbejdsrejser blive dækket af Folkebevægelsen.

BOLIG
Folkebevægelsen kan hjælpe dig med at finde et værelse i Bruxelles.

ANSØGNINGSFRIST
Ansøgningen skal være os i hænde senest mandag den 15. december, kl 10.00. Ansøgningen sendes til rinaronja.kari-office@europarl.europa.eu

YDERLIGERE OPLYSNINGER
Henrik Bang Andersen, kontorleder
Tlf.: +32 228 47152
Email: henrikbang.andersen@europarl.europa.eu