Nyhed

Socialdemokratisk N-anbefaling kritiseret


I sidste uge udkom Albertslund Posten med en større annonce på side 3, hvor der stod ”Vi anbefaler STEM PÅ FOLKEBEVÆGELSEN”. Under overskriften optrådte byrådsmedlemmerne Paw Østergaard Jensen (S) og Helge Bo Jensen (EL) med navn og billede. Annoncen pegede især på, hvad EU har betydet for forholdene på arbejdsmarkedet og behovet for et konsekvent modspil.

Annoncen kom tilsyneladende som en overraskelse for formanden for Socialdemokraterne i Albertslund, Gert Nielsen.
“Jeg har efter at have set annoncen haft en samtale med Paw Østergaard Jensen. Her har jeg gjort ham opmærksom på, at Socialdemokraterne i Albertslund mener, at det er forkert at indrykke en sådan annonce”, udtaler han i denne uge til Albertslund Posten..
Han finder det ikke i orden, at et medlem af partiet er gået ud i valgkampen med en åben støtteerklæring til en anden liste.Men Gert Nielsen vil ikke kommentere yderligere.

Umiddelbart lader det ikke til, at samtalen har fået Paw Østergaard Jensen til at skifte standpunkt:
“Jeg har den opfattelse, at en snak mellem en lokalformand og et medlem er et internt anliggende. Så det vil jeg holde for mig selv. Min holdning til EU turde være tydelig efter annoncen, og sammen med min kamp i øvrigt for kædeansvar og ordentlige forhold på danske arbejdspladser og imod social dumping, burde du kunne stykke en artikel sammen”, skriver han i en sms til Albertslund Posten.

Læs mere i Albertslund Posten – klik her!