Nyhed

Tænketank skaber ballade i 3F


Formanden for 3F industrigruppe Mads Andersen blev ikke ligefrem mødt med uddelt begejstring, da han i går orienterede industrigruppens bestyrelse om, at han var gået med i rådet for den nye EU-positive tænketank EUROPA, som er oprettet af Dansk Industri (DI og CO-industri, En tænketank, som formanden for CO-industri Claus Jensen har introduceret med ordene: "Det er blevet lidt for cool at vende sig mod det europæiske fællesskab”. Og en tænketank, som bl.a. skal finansieres af penge fra fagforbundene i CO-industri, hvor 3Fs industrigruppe fylder mest.

- Jeg er meget betænkelig ved det her, siger formanden for 3F Kastrup Henrik Bay-Clausen, der er medlem af industrigruppens bestyrelse og hovedbestyrelsen i 3F. Han ser hellere en indsats i forhold til 3Fs eget nye EU-udvalg, der netop ikke tager udgangspunkt i om man er for eller imod EU. Men indtil videre vil han afvente et konkret forslag om industrigruppens eventuelle tilknytning og bidrag til tænketanken.

Formanden for 3F Horsens og omegn Hans A. Sørensen er heller ikke begejstret. Han mener ikke, at fagbevægelsens kontingentkroner skal bruges på at gøre EU ”cool”.
- Jeg ved ikke, hvor de har fået den idé, at det her skulle være en opgave for CO-industri, siger Hans A. Sørensen, formand for 3F Horsens og omegn og kan slet ikke se, at Uffe Ellemann-Jensen og Marlene Wind - som er i rådet for tænketanken - repræsenterer fagbevægelsens medlemmers interesser.
Bør 3F stille klare krav til en mere reelt nuanceret og åben kurs for en sådan tænketanks arbejde? Krav om kurs for aktiviteter der hele tiden har plads til holdninger, der er både positive og negative omkring EU og EUs aktiviteter?
- Ja, det bør 3F, svarer han kort og klart.
- Og så bør alle de ledende 3F´ere da også erindre, at kongressen besluttede sig for, at 3F skulle have sit eget EU-arbejde via et helt nyt HB-udvalg!

Udenfor industrigruppens bestyrelse er der også skepsis overfor involvering i tænketanken:
- Nej, det er bestemt ikke i orden ar bruge 3F – midler til at gøre EU cool som helhed.
Tværtom er det opgaven for en interesseorganisation at fremme og forsvare medlemmernes interesser i forhold til arbejdsmarkedets forhold. Det vil sige gå til bunds i problemerne : hvorfor er der social dumping – hvorfor flytter vores arbejdspladser til Østeuropa, hvor længe kan den danske model holde til presset fra de omliggende lande? siger Tue Tortzen, formand 3F Frederiksborg og medlem af 3Fs hovedbestyrelse.
- Som følge af dette bør 3F forholde sig realistisk til alle forhold vedrørende EU - uanset om det betyder at medlemmerne bliver mere for eller imod. Jeg erindrer annoncen fra LO og DA i 1972 ”Nødderne knækker vi selv” om den frie forhandlingsret. Fagbevægelsen har et stort troværdighedsproblem i forhold til de ukritiske støtte til kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Spørgsmålet bliver også taget taget op i 3Fs hovedbestyrelse af Ole Nors Nielsen fra Aalborg, som i øvrigt er en af Folkebevægelsen mod EU’s spidskandidater ved valget til EU-parlamentet 25. maj 2014.