Nyhed

TTIP-kaos fortsætter i EU-Parlamentet


TTIP deler vandene.

Ikke bare rundt omkring hos de europæiske befolkninger, men så sandelig også i EU-Parlamentet, hvor de folkelige protester så småt er ved at få især de socialdemokratiske MEP’ere til at udvise en større afstandtagen til handelsaftalen.

Mens TTIP fortsat videreforhandles mellem EU-Kommissionen og Obama-regeringen i USA, forsøger EU-Parlamentet at vedtage sin holdning til aftalen - og til den omstridte ISDS-mekanisme i særdeleshed.

Parlamentets TTIP-holdning skulle have været stemt færdig i starten af juni, hvor de 751 MEP’ere var samlet i Strasbourg for at stemme ja eller nej til den såkaldte Lange-rapport, der skal fungere som Parlamentets stillingtagen til TTIP og ISDS.

Komisk udskydning
Men af frygt for et pinligt nederlag - og udbredt splittelse i den socialdemokratiske gruppe - valgte Parlamentets formand, Martin Schultz at udskyde afstemningen og sende den tilbage til handelsudvalget (INTA), hvor rapporten ellers var færdigbehandlet og klar til plenarafstemning.

Begrundelsen lød, at der var for mange ændringsforslag til rapporten og at disse derfor først skulle afklares i handelsudvalget.

Men mandag i denne uge har handelsudvalget gennem afstemninger valgt at sende TTIP - inklusive alle ændringsforslag - tilbage til plenarsamlingen.

Det betyder, at den afstemning, som i juni blev udskudt, nu skal til afstemning i sin helhed. Parlamentets TTIP-holdning skal derfor til afstemning - enten på plenarsamlingen i juli eller på en af de første samlinger efter sommeren.