Nyhed

Valgkampspraktikanter søges


Folkebevægelsen er i fuld gang med at forberede sig på den kommende valgkamp til EU-parlamentet samt en mulig folkeafstemning om EU’s patentdomstol.

Vi mangler dog en hel central del i vores valgkampsforberedelser: To dygtige kampagnepraktikanter, som kan være med til sikre Folkebevægelsen mindst ét mandat til EU-parlamentet - samt et dansk nej til EU’s patentdomstol.

Du får en unik mulighed for at befinde dig i orkanens øje i en hæsblæsende valgkamp og prøve kræfter med politik i praksis.

Praktik perioden er 1. februar - 6. juni.

PRAKTIKKEN
Praktikken er delt op i to faser:

I februar-marts finder praktikken sted på Folkebevægelsens kontor i EU-parlamentet, Bruxelles, hvor arbejdet vil være fokuseret på det forberedende valgkampsarbejde samt det parlamentariske arbejde i EU-parlamentets udvalg.

I perioden april-maj finder praktikken sted på Folkebevægelsens kontor i København, hvor arbejdet vil handle om den egentlige valgkamp og den mulige folkeafstemning, som er planlagt til at falde samme dag som EU-parlamentsvalget (25. maj).

Din hovedopgave er, at medvirke til at skabe synlighed omkring Folkebevægelsens medlem af EU-parlamentet.

Det betyder, at du skal være med til at videreudvikle Folkebevægelsens politik, budskaber og argumenter. Det skal du først og fremmest gøre ved at følge et eller flere af EU-parlamentets udvalg. Tidligere praktikanter har typisk fulgt et af følgende udvalg: ECON, ENVI, LIBE, AFET, DEVE, INTA, PECH, TRAN. Læs mere om EU-parlamentets udvalg.

Samtidig skal du være med til at sikre, at vores budskaber slår igennem i valgkampen og debatten om EU-patentdomstolen. Det betyder konkret, at du i det daglige skal forberede og ’pitche’ historier til pressen samt skrive udkast til opinionsstof til aviser, magasiner og sociale medier.

Du skal holde dig selv og kontoret orienteret om det danske og internationale mediebillede indenfor EU-debatten samt den parlamentariske debat i EU-parlamentet med henblik på at komme med daglige forslag til hvad Folkebevægelsen skal reagere på med udspil.

Du skal desuden redigere og videreudvikle vores egen medieplatform, ’folkebevaegelsen.dk’, samt det tilknyttede nyhedsmagasin, NYT FRA EU-FRONTEN, Folkebevægelsens Facebook/Twitter profil samt medlemsbladet Folk i Bevægelse.

Du skal påregne rejsetid forbundet med praktikken. Som minimum skal du deltage i en af plenar-samlingerne i Strasbourg - samt have arbejdsplads to måneder i Bruxelles og to måneder i København.

Endelig skal du deltage i den almindelige administration og drift af Folkebevægelsens parlamentskontor.

PROFIL

- Du skal være i gang med en relevant videregående uddannelse.

- Du skal være en pro-aktiv person og være vant til at tage initiativ. Du skal samtidig være en ansvarsfuld person, der tager ejerskab over dine arbejdsopgaver.

- Du skal kunne finde ud af at skrive og have kendskab til de basale nyhedskriterier og dynamikker indenfor formidling og kommunikation. Det er en fordel hvis du allerede har noget erfaring indenfor pressearbejde og kampagner.

- Du skal have kendskab til EU generelt samt EU-modstandens argumenter og budskaber mod EU. Det er en fordel, hvis du også har kendskab EUs institutionelle sammenhæng og lovgivningsproces.

- Det er en fordel, hvis du har kendskab til debatten indenfor et eller flere af følgende områder: Euro- og finanskrisen, EU-patentdomstolen, social dumping og arbejdsmarkedspolitik, miljø- og klimapolitik (f.eks. Emission Trading Scheme), persondatabeskyttelse, internetovervågning, forhandlingerne om EU-USA frihandelsaftale (TTIP), udenrigs- og udviklingspolitik (særligt med fokus på EUs rolle i forhold til udviklingslandene), forsvarspolitik og militariseringen af EU.

- Det er en fordel, hvis du har erfaring med politisk arbejde indenfor for eksempel studenterpolitik, sociale bevægelser, faglige organisationer, partipolitik eller NGOer.

TILSKUD

Folkebevægelsen yder et månedligt tilskud på 6000 kroner. Derudover vil udgifter forbundet med arbejdsrejser blive dækket af Folkebevægelsen.

BOLIG

Folkebevægelsen kan hjælpe dig med at finde et værelse i Bruxelles.

ANSØGNINGSFRIST

Ansøgningen skal være os i hænde senest den 19. december. Ansøgningen sendes til henrikbang.andersen@europarl.europa.eu
YDERLIGERE OPLYSNINGER

Henrik Bang Andersen, Kontorleder
Tlf.: +32 228 47152
Email: henrikbang.andersen@europarl.europa.eu