Blog

At købe lokalt


Kommentar på Altinget.dk

Jeg er født på Nørrebro, opvokset på Nørrebro, og jeg tænker og siger, at jeg er nørrebro’er. Jeg bor godt nok på Amager lige nu, men i mit hovede tænker jeg altid, at det bare er midlertidigt – og at jeg nok kommer tilbage til Nørrebro. Nu får vi at se.

Men i hvert tilfælde, så var det ikke en del af min opvækst, at vi hyppigt besøgte gårde og så, hvordan vores madvarer blev produceret. Selv om vi faktisk havde en skolehave, hvor jeg var med til at så, passe og høste forskellige grøntsager.

Det kommer derfor lidt som en overraskelse for mig, at jeg har udviklet mig til at blive sådan en forældre, som hiver min datter med, når der f.eks. er "Åbent Landbrug". Men ikke desto mindre, så er det jo fantastisk sjovt og lærerigt at se, hvor maden kommer fra.

I denne weekend var vi så på en gård, hvor de havde jordbær og hindbær. Det var en rigtig fin gård, og de havde nogle rigtig interessante løsninger på, hvordan man kan producere under danske forhold. Min datter var egentlig mest optaget af at spise den sidste friske frugt, men jeg blev også en hel del klogere.

Noget, der overraskede mig rigtig meget, er, at de åbenbart importerer restprodukter af kokos fra Indien, fordi jordbærerne vokser så godt i det!

På den ene side er det da rigtig smart, at man kan bruge et restprodukt fra en anden produktion og få noget rigtig fornuftigt ud af det. På den anden side kom det noget bag på mig, at det giver mening at importere helt fra Indien. Det er jo immervæk noget af en miljøbelastning.

Lokale og økologiske varer

Når min mand og jeg køber ind, plejer vi gerne at gå efter lokale varer og gerne økologiske. Det er blandt andet (men ikke kun) for at tage hensyn til miljøet og arbejdsvilkår.
Det lidt interessante bliver jo så, at når vi køber frugt, der måske nok har vokset ganske tæt på os, og som altså ikke er blevet fragtet gennem verden (med miljøbelastningen til følge), så er denne frugt muligvis vokset i jord fra Indien.

Nu kunne jeg ikke drømme om at foreslå hverken forbud eller krav om mærkning. Men til gengæld får det mig til at tænke, at vi som forbrugere virkelig bør gøre os selv den tjeneste at se lidt mere på, hvordan produkterne bliver lavet. I det omfang det er muligt, bør vi alle sammen se, hvordan frugterne bliver dyrket, hvordan dyrerne bliver passet osv. Jeg snakker stadig ikke om pligt, men derimod om, at åbenhed og dialog om, hvordan maden kommer til vores bord, er berigende og lærerigt – og måske giver det anledning til anderledes handlinger.

Jeg vil fortsætte med at foretrække at købe lokalt og økologisk, også selv om jorden måske er importeret. Men jeg vil også lade det være en anledning til at minde om, at den mad, vi tager i munden, har en pris for vores miljø og for dem, der har stået for at dyrke den – og det giver mening at støtte den lokale produktion og dermed også støtte de lokale arbejdspladser (og dem har vi jo ikke for mange af).

Så mange tak for Åbent Landbrug, I ser os nok næste gang, I inviterer indenfor – det er sundt at få et forhold til, hvor maden kommer fra.

EU flytter produktionen ud af landet

Nå ja, og nu er dette jo en blog om EU, så til dem, der ikke lige fangede EU-vinklen: Et af de store problemer med det indre marked og den måde, EU opstiller regler på, er, at man hurtigt får flyttet produktionen væk – f.eks. til lavtlønnede lande.

Det gør f.eks., at slagterierne i Danmark har store problemer og bliver lukket, fordi det bedre kan svare sig at fragte grisene til andre lande, hvor de kan blive slagtet til en lavere løn, og derefter fragtet tilbage til Danmark for at blive solgt. Det er dårligt for miljøet, og vi mister en farligt masse arbejdspladser.

Derudover mister vi også muligheden for indsigt i madproduktionen. Hvis vi flytter produktionen til udlandet, mister rigtig mange danskere muligheden for at få en følelse med, hvordan det foregår – og det synes jeg faktisk er rigtig trist. Det er nemlig også igennem den forståelse, at vi som samfund bedre kan blive enige om, hvilke rammer vi ønsker for produktionen.

I Sverige arbejdede man for noget tid siden med en "køb lokalt"-kampagne, men den fik EU stoppet – det er ikke ønsket af EU, at man opfordrer til sådan noget, og det er jo heller ikke så mærkeligt; det bryder jo med ideen om, at arbejdet skal flyttes til de steder, hvor bl.a. lønnen er lavest. Det går bare pokkers meget ud over arbejderne og miljøet!