Blog

Bankunionen skader danske interesser




I dag afholder Finansrådet og EU-Kommissionens repræsentation i Danmark en konference om bankunionen, hvor økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) er blandt talerne.

Formålet med konferencen løftede nationalbankdirektør Lars Rohde sløret for, da han tirsdag – to dage forinden – gav EU’s kommende bankunion en solid blåstempling: Dansk tilslutning var i dansk interesse. Vestager og regeringen vil nemlig meget gerne omfavne bankunionen, men vil helst have andre til at velsigne projektet først.

Den globale finanskrise har vist et behov for øget opsyn med bankverdenen. Ingen tvivl om det. Men krisen havde især sit udspring af den kontroversielle spekulationsbank Goldman Sachs’ tvivlsomme aktiviteter. Denne bank har særdeles gode forbindelser til topfolkene i EU’s centralbank, ECB, og i EU, som hverken har eller har haft styr på EU-institutionernes egne regnskaber eller eurolands økonomi. De topfolk har fundet på, at EU skal udbygges med en bankunion. Udenfor demokratisk kontrol.

Hvad bankunionen kan finde på, har allerede vist sig tydeligt i forbindelse med, at bankunionens banktilsyn vil have ændrede regler, så den danske realkreditmodel rammes hårdt med stigende renter til stor skade for såvel boligejere som virksomheder.

Topfolk i EU-institutioner med gode forbindelser til finansverdenens sorte får skal nok sige pæne ord om bankunionen. Såkaldte eksperter, der sætter karriere under EU-begejstrede regeringer over deres faglige integritet vil nok også gerne hjælpe Vestager. Og naturligvis kan der være folk, der af ærlig overbevisning mener, at EU’s bankunion kan være gavnlig.
Men der er mange – også i finansverdenen – som er skeptiske over for eller direkte imod projektet. Der er al mulig grund til, at Danmark ikke går med. I hvert fald ikke uden at vælgerne spørges ved en folkeafstemning.