Blog

En EU-buffet med grimme overraskelser


Af Rina Ronja Kari

Forestil dig, at du står og kigger ud over en enorm buffet med hundredevis af forskellige retter. Du må vælge lige præcis, det du har mest lyst til. Eneste krav er, at du ikke må ombestemme dig. Det du vælger, skal du spise.

Efter nøje overvejelser udser du dig dine livretter. Fylder tallerkenen op til kanten. Og går glad og tilfreds ned til bordet for at smage på herlighederne.

Men hov. Da du igen sidder ved bordet, er det slet ikke dine livretter, der ligger på tallerkenen. Livretterne er blevet skiftet ud med tilberedninger, du alligevel ikke har lyst til at putte ind i munden. Ting, du faktisk på ingen måde bryder dig om.

Men spises skal det. Sådan lød det eneste krav, husker du nok.

Er ovenstående scenarie begyndelsen på en halvdårlig gyserroman? Slet ikke. Det er en illustration af, hvad EU-partiernes såkaldte tilvalgsordning kan komme til at betyde for dig og mig.

Indrømmet, jeg bliver nok aldrig forfatter. Men jeg synes alligevel, at danskerne har krav på at høre fortællingen om, hvad der gemmer sig af uheldige konsekvenser, hvis EU-partierne får held til at skræmme danskerne til at afskaffe retsforbeholdet og i stedet indføre tilvalgsordningen, som man på vanlig jubeloptimistisk manér har beskrevet som en EU-buffet fuld af danske livretter.

Lad os for en stund glemme de floromvundne overskrifter udtænkt af dygtige kommunikationsfolk, som de EU-glade reciterer ud i en uendelighed i disse dage og i stedet fokusere på, hvad en tilvalgsordning i praksis vil betyde for Danmark.

Med en tilvalgsordning kan det EU-positive flertal i Folketinget (det smarte i deres oplæg til folkeafstemningen er jo at omgå Grundloven og give dem selv carte blanche til at vælge uden at spørge danskerne) rigtig nok vælge frit af den retspolitiske buffet, som EU serverer. Det er i sig selv katastrofalt, at EU-partierne på lusket vis vil snyde danskerne til at give EU-partierne carte blanche til at vælge til og fra uden at spørge danskerne til råds. Men det er nu engang sådan, de på fordækt, men trods alt snedig, facon har indrettet deres tilvalgsordning.

Men værre er det, at Folketingets valg fra sag til sag skal træffes inden for nogle rammer, som slet ikke er i trit med lovgivningsprocessen i EU-maskineriet og som kan få fatale følger for dansk retspolitik og demokratiet.

Hvis vi forestiller os det utænkelige, nemlig at danskerne vælger tilvalgsordningen, så skal Danmark, når EU for gud ved hvilken gang laver endnu en ny lov, beslutte, om vi vil være med eller ej.

Det har vi lige præcis tre måneder til at beslutte. Ikke et sekund længere. Inden for denne tidsfrist skal vi sige ja eller nej til den nye lov. Derefter er løbet kørt.

Så vidt, så godt. Problemet er bare, at dette valg kun kan træffes på et unuanceret, ufuldstændigt og uoplyst grundlag, når det skal gå så pokkers stærkt.

Det skyldes, at EU-maskineret er tungt og langsomt. Fra et lovforslag præsenteres (og fra det tidspunkt vi skal sige ja eller nej) til lovforslaget er endeligt vedtaget går der urimeligt lang tid. År faktisk. Den gennemsnitlige lovbehandlingstid i EU er ikke mindre end 15 måneder fra forslag til vedtagelse. Jo mere komplekse forslagene er, jo længere er behandlingstid.

Rekorden er på 159 måneder eller over 13 år.

I denne lange, lange lovbehandlingsperiode, hvor et forslag skal diskuteres, rettes til og påvirkes af tre forskellige institutioner, ændrer lovforslaget karakter.

Og der er altså ikke bare tale om, at et komma flyttes hist og her eller et ord skiftes ud med et andet. Der er tale om gennemgribende ændringer, som kan ændre en lovs virkemåde, fokusområde og hensigt i en sådan grad, at den endelige lov er meget langt fra det oprindelige forslag.

Det er der uendelige eksempler på. Ja faktisk er det meget få forslag, der går igennem Rådet, Kommissionen og Parlamentet uden at ændre karakter.

Lad mig skære det ud i pap: Når EU-flertallet på Christiansborg panisk og i al hast skal nikke ja til en retspolitisk lov, risikerer de at nikke ja til en lov, som ved udmøntningen et år senere ser komplet anderledes ud, end det vi valgte til.

Og vi skal huske på, at med tilvalgsordningen fanger bordet. Der er ingen vej tilbage, når Danmark først er underlagt en specifik EU-lov. Så er det bare om at spise op, selvom det er noget helt andet, der ligger på tallerkenen, end det vi valgte fra buffeten.

Og så har jeg endda ikke engang været inde på, at EU-Domstolen får mere og mere magt og har stor tradition for gennem domsafsigelser at ændre EU-loves rækkevidde, funktion og hensigt, ligesom direktiver og forordninger revideres i stor stil.

Kræsne eller ej: EU-buffeten gemmer potentielt set på mange grimme overraskelser for Danmark og danskerne. Selvom det lyder som en dårlig gyser, skal historien alligevel fortælles.

Bragt i Politiken den 31. marts.