Blog

EU er, hvad det gør


Debatindlæg i Information

Under overskriften »Folkebevægelsen mod EU er spild af venstrefløj« fortsætter SF’s spidskandidater ved valget til Europa-Parlamentet, Margrete Auken og Tonni Hansen, den 23. december deres angreb på Folkebevægelsen.

De er voldsomt forbitrede over vores påstand om, at Parlamentets rejsecirkus, den sociale dumping, den stigende fejlrate i EUregnskaber og EU’s fiskeriaftale med Marokko faktisk har noget med EU som sådan at gøre. Det har det overhovedet ikke, mener de to. Det har enten noget at gøre med enkelte EU-medlemslande, som er »bims«, eller med højrefløjens styrke i Europa-Parlamentet.

Man føler sig næsten hensat til en tid, hvor kritik af ’ den virkeliggjorte socialisme’ blev afvist med samme logik. Systemet var skam godt nok, og alle fejl skyldtes alene skadelige elementer eller befolkningens vildførelse.

Men naturligvis kan man ikke i længden adskille EU-konstruktionen fra det, som foregår i EU’s navn. ’ Det virkeliggjorte EU’ kan ikke benægtes med henvisning til drømmen om et rent og ubesmittet EU, hvor det ikke er kapitalen og markedet, som dominerer, og hvor der ikke eksisterer rejsecirkus, social dumping, fejlbehæftede regnskaber og urimelige handelsaftaler.

Det EU har tilhængerne nu haft over fem årtier til at skabe, men uden held. EU er, hvad det gør.

Altomfattende magt

Vi vedstår gerne, at det ikke i sig selv er et argument for udmeldelse af EU. For selvfølgelig kan man sætte sig for at ville ændre EU og EU’s traktatgrundlag om eksempelvis EU-institutionernes hjemsted, EU-rettens forrang for medlemsstaternes lovgivning og konfliktrettens underordning under EU-retten. Men det kan bare ikke ske ved at vinde et flertal ved valget til Europa-Parlamentet.

Om så samtlige 751 medlemmer af Parlamentet kommer til at bestå af SF-kloninger, vil de ikke kunne ændre ét eneste komma i dette traktatgrundlag. Det kræver nemlig total enstemmighed blandt samtlige 28 EU-lande.

Hvis bare ét land med Margrete Aukens og Tonni Hansens ord er blevet »bims«, så fortsætter EU sin grundlæggende kurs.

Det kunne måske gå, hvis EU’s magt var begrænset. Men den er næsten altomfattende. Aftalen med Marokko om udplyndring af det besatte Vestsahara er et eksempel.

I Danmark var såvel regeringen som et stort flertal i Folketinget imod denne aftale. Men Danmark er en del af den, fordi vi har afgivet magten til at indgå handelsaftaler til EU. Og prisen betales af fattige og undertrykte mennesker i Vestsahara. Ikke om 10 år, men i dag. Hver dag.

Et andet eksempel er EU’s indblanding i arbejdsmarkedsforhold.

Det ville aldrig ske, blev vi lovet.

Men i den såkaldte Vaxholmsag erklærede EU-Domstolen i 2008 den svenske fagbevægelses kamp for ordnede vilkår på skolebyggeriet i Vaxholm for ulovlig.

Som en direkte konsekvens heraf blev vi også i Danmark nødt til at ændre vores arbejdsmarkedslovgivning og de facto indføre aoverenskomster for herboende arbejdere og b-overenskomster for tilrejsende arbejdere. Så meget for løfterne om, at EU ikke ville blande sig i vores arbejdsmarkedspolitik.

Stikker ikke af

Margrete Auken og Tonni Hansen forsøger at give det indtryk, at vi i Folkebevægelsen »stikker af fra kampen«. Intet kunne være mere forkert. Vi kæmper dagligt i Europa-Parlamentet for demokrati, velfærd, bæredygtig udvikling og international solidaritet. I øvrigt ofte sammen med SF, som faktisk er det danske parti, vi oftest stemmer sammen med.

Men det er rigtigt, at der er områder, hvor vi stemmer helt forskelligt fra SF. Og det er blandt andet i de spørgsmål, som handler om at overføre mere magt til EU eller at give EU flere beføjelser.

Heroverfor støttede SF både Lissabon-traktaten og Finanspagten, og senest stemte partiet ja til forslaget om at give EU ret til at opkræve skat, mens Folkebevægelsen stemte nej. Et andet eksempel fra den mere kuriøse afdeling er forslaget om, at EU’s medlemslande og sportsorganisationer skal hejse EU-flaget i forbindelse med større sportsbegivenheder.

SF stemte ja, Folkebevægelsen stemte nej. Vi mener simpelthen ikke, at EU skal blande sig i den slags.

Kort sagt er hoveduenigheden mellem SF og Folkebevægelsen ikke, om vi i Parlamentet skal stemme for forslag til gavn for eksempelvis velfærd og miljø.

Uenigheden går på, om vi skal bidrage til at give EU endnu mere magt, eller om vi tværtimod skal arbejde for mere magt til folkene i de enkelte medlemslande.

Folkebevægelsen mener det sidste. Derfor ønsker vi at give EU modstand.

Søren Søndergaard er MEP for Folkebevægelsen mod EU. Rina Ronja Kari er Folkebevægelsens spidskandidat til EP-valget 25. maj 2014