Blog

EU er skyld i social dumping


Social dumping er et alvorligt problem, der sætter arbejdstagerne op imod hinanden i et håbløst kapløb mod lave lønninger og mere usikre levevilkår. Det sker, fordi virksomheder underbyder danske overenskomster med billig arbejdskraft hentet fra andre EU-lande.

Ifølge Fagbladet 3F har 8.134 danskere inden for landbrug, gartneri og skovbrug mistet deres arbejde under krisen, mens arbejdsgiverne har ansat 7.758 ekstra østarbejdere. Det samme er sket for chauffører, byggearbejdere, rengøringsansatte og andre faglærte og ufaglærte. I alt er der nu 81.729 østarbejdere i Danmark, fordi de kan betales en lavere løn end deres danske kollegaer.

Det betyder tre ting: Vores udenlandske kollegaer bliver udnyttet. Vi bliver udkonkurreret på løn og arbejdsforhold. Og samfundet går glip af en skatteindtægt, som ellers kunne være brugt på velfærd og investeringer i flere job.

Det er kun arbejdsgiveren, der vinder på social dumping. Alle andre taber. Men i virkeligheden gør de udenlandske virksomheder – og danske bagmænd – blot, som man kunne forvente:

De benytter enhver mulighed for at minimere omkostningerne og øge overskuddet. Som børnecheckdebatten har vist, misbruges velfærdsydelserne til at lokke udenlandske arbejdere til at arbejde for 50-70 kroner i timen til gengæld for hjælp til at sende danske børnepenge til hjemlandet.

Det er ydelser, der ellers er til for at tjene fællesskabet, men som nu kan bruges af private virksomheder til at finansiere løndumping. Det er langt ude, men det er som sagt ikke overraskende.

Men jeg støtter ikke en fri bevægelighed, der betyder, at udenlandske virksomheder får ’frihed’ fra de krav og aftaler, der gælder på det danske arbejdsmarked.
Det, der til gengæld er overraskende, er, at det er EU, som er årsagen til problemet. Det er overraskende, fordi de EU-begejstrede partier jo i årevis lovede os, at EU ikke ville blande sig i vores velfærdssystem og arbejdsmarked. Men det er lige præcis det, der sker i dag.

For eksempel har de seneste år vist, at EU’s regler om fri bevægelighed forhindrer os i at gøre noget reelt for at stoppe social dumping.

’Fri bevægelighed’ lyder godt. Det giver associationer til en verden fri for grænser og konflikter mellem kulturer og sprog. Jeg støtter skam arbejdernes fri bevægelighed. Det har både min mand og jeg haft personlig glæde af. Man skal have lov at søge arbejde, hvor man vil.

Udenlandske arbejdere skal derfor være mere end velkomne. De, der bosætter sig i Danmark, og som arbejder på lige vilkår og betaler skat, skal efter min mening have adgang til det velfærdssystem, de er med til at finansiere.

Men jeg støtter ikke en fri bevægelighed, der betyder, at udenlandske virksomheder får ’frihed’ fra de krav og aftaler, der gælder på det danske arbejdsmarked. Det er den type frihed, EU’s bevægelighed handler om.

EU har gjort det ulovligt for fagforeningerne at kræve, at de udenlandske arbejdere, der udstationeres i Danmark, ansættes på lige løn og lige vilkår med de danske.

Det er et system, som har absolut intet at gøre med at bringe folk tættere på hinanden på tværs af grænserne. Det er et system, som udnytter polakker og rumænere, der er så meget på røven i deres hjemlande, at de er villige til at forlade familien og sove i skurvogne for at blive spist af med 60 kroner i timen, mens de arbejder under urimelige betingelser. Samtidig bruges de til at lægge pres på de danske arbejdstagere.

Det er om noget et system, der skaber konflikt og mistro mellem mennesker. Derfor gælder det om nu at få skabt effektive værn mod social dumping.

Vi skal have sikret, at lige arbejde betyder lige løn og lige vilkår

Strejkeretten skal først og fremmest forsvares mod yderligere indskrænkning. Det kan blive aktuelt i forbindelse med en frihandelsaftale med USA samt i forbindelse med de kommende økonomiske reformer og traktatændringer, som EU-kommissionen skal foreslå i løbet af det næste år.

Støtten til den europæiske fagbevægelses kamp for en social protokol skal fortsætte. En social protokol i EU skal sikre, at faglige og sociale rettigheder ikke underlægges EU’s regler om fri bevægelighed.

Vi skal også have sikret, at lige arbejde betyder lige løn og lige vilkår. Det skal blandt andet ske ved at tilbagerulle EU-reglerne for udstationering, så medlemsstaterne må stille de samme krav til udstationerede virksomheder som til de danske (glem håndhævelsesdirektivet, det er en lappeløsning).

Samtidig skal vi have indført hårdere straffe til virksomheder, der bedriver social dumping eller unfair skattekonkurrence ved f.eks. at slå sig ned i et skattely. Det er ting, jeg håber, jeg kan arbejde sammen med de øvrige danskere om. Jeg er dog godt klar over, at det er forslag, som de EU-begejstrede partier vil få svært ved at støtte.

Men jeg håber, at jeg har fundet en ny allieret i Socialdemokraternes spidskandidat, Jeppe Kofod. I denne avis (Pol. 30.4.) forslår han en kontrakt mellem alle spidskandidaterne om at forsvare strejkeretten i EU-parlamentet.

Det er et fint initiativ. Der er bare lige det, at Socialdemokraterne sammen med de øvrige EU-begejstrede partier selv har stemt for alle de traktater og forordninger, som har givet EU magt til at begrænse strejkeretten og blande sig i, hvem der skal have adgang til de danske velfærdsydelser.

Spørgsmålet til de andre spidskandidater er derfor: Vil I garantere, at I kun stemmer for en fremtidig traktatændring, hvis den sikrer strejkeretten?