Blog

EU-modstanden er tværpolitisk


Af Rina Ronja Kari

Det græske valgresultat var en syngende demokratisk lussing til EU i almindelighed og EU-toppens fastlåste nedskæringspolitik i særdeleshed. Men lussingen kom ikke kun fra én politisk fløj. Modstanden mod EU’s politik dækker hele det politiske spektrum.

Hvad har venstrefløjspartiet Syriza til fælles med det højrenationale parti Anel? Ikke meget. Faktisk er de hinandens politiske modsætninger.

Og dog.

For de har netop skabt en fælles regeringskonstellation på baggrund af et fælles ønske om at gøre op med EU’s nedskæringspolitik, som har dræbt al vækst og jobskabelse i hele Grækenland.

Den græske befolkning har stemt nej til EU’s kurs. Både grækere, der ser sig selv som konservative, og grækere, der ser sig selv som socialister, har fravalgt den vej, EU har anvist.

Den ideologiske fjende i Grækenland er ikke længere konservative eller socialister. Det er EU.

Derfor er Grækenland et godt - men langt fra det eneste - eksempel på, at modstanden mod EU’s politik er tværpolitisk funderet.

Det samme vil vi se ved mange flere lejligheder i 2015. Flere lande skal afholder parlamentsvalg i år, og ligesom i Grækenland vil partier, der frem for alt er modstandere af EU’s politik, trække sig sejrrigt ud af mødet med vælgerne.

Det vil de, fordi folk over hele Europa har fået øjnene op for, hvor skadelig EU’s økonomiske kurs har været de seneste mange, mange år.

Og at den eneste måde, hvorpå landene igen kan komme økonomisk på fode, er ved at sige fra over for sparediktatet fra Bruxelles og Berlin.

Det kan både højre- og venstrefløjspartier samles om.

Modstanden mod EU har altid været tværpolitisk. Disse dage viser, hvor stærkt funderet EU-modstanden er.

Blogindlægget er bragt på Politiko.dk.