Blog

EU’s retssystem har allerede spillet fallit


Af Kit Aastrup

Den nuværende flygtningekrise viser med al tydelighed, at EU på det retslige område slet ikke fungerer. De enkelte lande er vidt forskellige, og har også meget forskellig økonomisk formåen.

Flere lande retter sig ganske enkelt ikke efter de regler, der er blevet aftalt.

Flygtninge fra Mellemøsten og Afrika, der kommer til Italien og Grækenland, har i flere år skyndt sig videre, fordi landende ikke yder dem nogen hjælp, og derfor forsøger de at komme videre med det samme.

Ungarn vil heller ikke have flygtninge, og har derfor fungeret som transitland, men planlægger nu at sætte militæret ind for effektivt at bevogte grænsen.

Danmark er i den seneste uge også blevet et transitland, som flygtningene ønsker at komme hurtigst muligt igennem for at nå til Sverige.

Tilvalgsordningen
Den tilvalgsordning på det retspolitiske område, som vi i Danmark skal stemme om den 3. december, betyder, at en gruppe EU-begejstrede partier kan bestemme, hvilke EU-love på det retslige område der skal gælde i Danmark.

På nuværende tidspunkt er 22 retsakter udvalgt, som Danmark umiddelbart vil tiltræde, hvis der bliver et flertal for tilvalgsordningen og 17 retsakter, der har med asyl-og indvandringspolitik at gøre, der er blevet fravalgt.

Danmark vil være omfattet af alle fremtidige EU-love med mindre et flertal i Folketinget fravælger dem.

Den Europæiske Arrestordre
Med en tilvalgsordning er Den Europæiske Arrestordre en af de retsakter, som Danmark umiddelbart tiltræder. Den handler om, hvornår en medlemsstat er forpligtet til at efterkomme en europæisk arrestordre, der er udstedt af et andet EU-land.

Der er visse krav til forbrydelsens grovhed og straffens længde, men lovovertrædelsen behøver ikke at være strafbar i den medlemsstat, som den mistænkte befinder sig i, bare den er strafbar i det land, der kræver udlevering.

Arrestordren indeholder en såkaldt positivliste med 32 lovovertædelser, herunder bl.a. deltagelse i en kriminel organisation, terrorisme, menneskesmugling, menneskehandel, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi, ulovlig handel med narkotika, ulovlig handel med våben, bestikkelse og internetkriminalitet, racisme og fremmedhad, ulovlig handel med kulturgoder og efterligning og fremstilling af piratudgaver af produkter.

Ingen retssikkerhed
Kompetencen til at udvide eller ændre denne liste ligger alene hos et flertal i Rådet. Medlemslandene behøver altså ikke engang at være enige om det.

Et tænkt eksempel: Du tager til Grækenland med en kuffert fyldt med hjælp til flygtninge, og bliver derefter af den græske stat beskyldt for menneskesmugling.

Selv om du kun har villet hjælpe flygtningene, SKAL den danske stat udlevere dig til retsforfølgelse i Grækenland, hvis den beder om det.

Hvis det bliver et ja til tilvalgsordningen, kan dette tænkte omend realistiske scenarie blive virkeligheden i Danmark.

Er det det retssikkerhed, vi ønsker?