Blog

Græsk krise: Da alle tabte


I weekenden tabte den græske befolkning. En befolkning, som både lider under voldsomme økonomiske problemer og som har mistet den demokratiske kontrol over deres eget lands økonomi.

Vi andre tabte også. Alle os, som håbede på en lysere græsk fremtid. Alle os, som håbede på, at der ville komme mere plads til demokrati igen. Og ikke mindst alle os, som følger opblomstringen af fascismen med stor bekymring og frygt.

Mange fejl er begået i den græske saga – fra begge sider vel at mærke. Lad mig starte med Syriza.

Syriza vandt en flot sejr både i vinters og for under 14 dage siden. Sejrene gav håb om, at den græske befolkning med sit klare og utvetydigt nej til EU’s nedskæringspolitik, kunne slippe ud af EU-toppens jernnæve. Med sejrene gjorde den græske regering og det græske folk det klart, at de ønskede noget andet. De ønskede en fremtid.

Men. Igennem dette lange forår har vi været mange, der på gruppemøder i parlamentet – og andre steder – igen og igen har sagt til Syriza, at de blev nødt til at have en anden plan også. Det har været en holdning, som også har fyldt hos mange fraktioner internt i Syriza.

De kunne ikke forvente, at Trojkaen pludselig vågnede og ovre natten blev fornuftige at forhandle med. Hver gang er vi blevet afvist. Syriza ønskede ikke andre planer. De ønskede ikke at overveje en kontrolleret exit fra Euroen.

De havde et projekt – og en tro på – at de kunne demokratisere euroen, at de kunne få de andre lande og EU’s top til at indse nødvendigheden af rigtigt demokrati. Efter denne weekend er konklusionen klar: De tog fejl.

Man kan ikke føre en anden økonomisk politik indenfor euroen – og uanset hvem befolkningen vælger, så skal politikken være den samme – og være dikteret af EU-toppen.

Manglende backup-plan
Det er jo helt fair at have som politik, at man ønsker at blive i euroen. Men problemet er åbenlyst, når man på den ene side stædigt holder fast i euroen og på den anden side ikke ønsker konsekvenserne af euro-medlemskabet.

Med denne taktik spillede Syriza-regeringen samtidig deres bedste kort af hænde.

Det er mig uforståeligt. Ikke, at de ikke forlod euroen i denne weekend – det havde jo været alt andet end et kontrolleret exit – men at de ikke i tide igangsatte arbejdet med en backup-plan, hvis det som forventet viste sig, at man ikke kan få befolkningens ønsker igennem hos eurozonens stålsatte ledere.

Men værst af alt har naturligvis været Trojkaen opførsel. Grækenland er ikke bare blevet tromlet, nej de er blevet hængt ud, offentligt pinagtiggjort og man har truet med en ”timeout” – ordet i sig selv antyder at Grækenland er et uartigt barn, som trænger til at blive sat i skammekrogen.

Helt ærligt!

Det virker som om, der har hersket en blodig hævntørst, som kun kunne tilfredsstilles, når Grækerne var trukket helt igennem sølet. Man har bare ikke haft tanker på de tusindvis af mennesker, som lever i fattigdom i Grækenland. På alle de fattige børn og voksne, som betaler prisen for et projekt, som de aldrig selv har høstet frugterne af.

Grækenland har ikke brug for at sælge ud af arvesølvet, som EU vil tvinge dem til.

Hvem tror helt seriøst på, at salg af el-selskabet til Goldman Sachs eller tilsvarende vil gavne det græske samfund?

Og Grækenland har heller ikke brug for at lave drastiske nedskæringer i deres velfærdssamfund, som EU vil tvinge dem til.

De har brug for investeringer og socialt balancerede reformer, som ikke er dikteret fra EU, men som befolkningen har valgt igennem deres parlamentsvalg.

Mere af det samme går ud over grækerne
Det skyldes to ting.

Befolkningen e rallerede mere end presset i forvejen.

For det første: Da jeg besøgte Athen for en måneds tid siden fortalte flere om, at det er normalt for børn i skolerne at besvime, fordi de ikke har fået noget mad.

Sådan hjælper man ikke børn fremad, og sådan hjælper man heller ikke samfundet til at rejse sig. De kan ikke tåle at tabe mere.

Og for det andet: Yderligere nedskæringer betyder en endnu mindre økonomi, som betyder at gælden vokser endnu mere.

Den græske gæld er allerede så stor i dag, at det er ganske urealistisk at forestille sig, at de nogensinde kan betale det hele tilbage. Men en endnu mindre økonomi, vil kun gøre dét problem endnu større.

Det er altså en fortsættelse af den onde cirkel, som Grækenland allerede var i.

At forestille sig en god løsning inden for euroen er helt urealistisk. Tag bare den græske økonomi sammenlignet med den tyske økonomi.

Der er for store forskelle. Det giver simpelthen ikke mening at have begge lande i samme valuta.

Hvis dét skulle kunne lade sig gøre, så skal man gøre, som vi gør internt i Danmark: Overfører store – rigtig store – pengebeløb mellem de rigeste og fattigste dele af landet.

Men det kommunale udligningssystem overført til euro-niveau? Det har jo ingen gang på jorden.

Euroens konstruktion og de mange ekstra traktater, som dikterer én helt bestemt økonomi, er ødelæggende for lande som Grækenland. Men ikke nok med det, den er også i særdeleshed ødelæggende for demokratiet.

En kontrolleret exit fra euroen
Derfor synes jeg, at den eneste løsning er, at grækerne tilbydes en kontrolleret exit fra euroen.

Det kan give dem en selvstændig valuta, og samtidig en selvstændig økonomisk politik og chancen for at genopbygge deres land. En kontrolleret exit betyder blandt andet, at grækerne ikke bliver smidt ud i morgen, men at de får den nødvendige tid til at indføre egen valuta (i en periode have dobbelt-valuta), at vi holder hånden under deres valuta i indfasningen, og at der tages en lang række tiltag for at sikre humanitær hjælp til befolkningen.

Hvis den græske befolkning med et konkret tilbud i hånden stadig vælger at blive i euroen, med alt hvad der hører sig til af nedskærings-diktater fra EU, ja så har de i hvert fald haft et valg og en chance. Det har de ikke lige nu.

Når det græske parlamentet stemmer om de mange nye diktater fra EU, så vil nogle stemme imod. Også fra Syriza.

Respekt for dem. Men lad mig også slutte af med at slå fast, jeg kan godt forstå, at Syriza har været i en svær situation i denne weekend.

Tanken om at blive smidt hovedkulds ud af euroen – uden nogen backup-plan – er naturligvis virkelig skræmmende. Hvis de endte i en situation, hvor Grækenland var totalt afskåret fra resten af verden, ja så ville de have seriøse problemer med at skaffe medicin osv. til landet.

De stod i en umulig forhandlingssituation og EU pressede dem langt ud over kanten.

Det må siges at være en historisk skamplet på EU, at man så voldsomt valgte at tryne et medlemsland i nød. Så meget for solidariteten i EU.

Men det var også en krystal klar markering af, at demokratisering af euroen er et tabt projekt.

Indlægget er bragt på Politiko.dk. Læs her.