Blog

Handelsunion med USA bliver et ræs mod bunden


Kronik i Information

Forhandlingerne mellem USA og EU om en handels union er i fuld gang. En egentlig aftale nærmer sig med hastige skridt. Derfor er det nu, vi som befolkning skal på mærkerne. Det er nemlig snart sidste chance.

Vi er i den lidt usædvanlige, men meget positive situation, at nogen har lækket EU’s forhandlingsmandat, og derfor ved vi faktisk ret meget om, hvad der foregår under forhandlingerne.

Da de fortsat er i gang, kender vi naturligvis ikke det endelige resultat, men på baggrund af forhandlingsmandatet og forskellige meldinger fra forhandlerne, så kan man danne sig en nogenlunde fornuftig idé om, hvad det går ud på. Først og fremmest kan vi konstatere, at der allerede i dag er tale om minimale toldmure, og det handler derfor ikke om at lette handel mellem EU og USA ved at fjerne toldmure.

Derimod handler det om at fjerne relaterede hindringer. Og det er bekymrende. Det drejer sig bl. a. om at liberalisere tjenesteydelser, om at deregulere og harmonisere regler for forbrugerbeskyttelse, miljø, fødevaresikkerhed, kapitalkontrol osv.

Til skade for forbrugere og miljø

Det skal bemærkes, at der med harmonisering menes, at der skal ske en gensidig anerkendelse, hvilket betyder, at når et kemikalie er godkendt i USA, så kan det finde sin vej til EU, selv om det ikke er godkendt her. Der er altså ikke tale om at indføre fælles høje minimumstandarder, som det enkelte land så kan gå videre fra.

Vi er med andre ord på vej mod en velkendt situation fra EU’s indre marked: Man fjerner i høj grad såkaldte handelshindringer til glæde for nogle dele af erhvervslivet, men til stor skade for blandt andet forbrugerne, arbejderne, dyr og miljø. Der er en kedelig tendens til, at harmonisering betyder ensretning efter laveste fællesnævner.

Tager vi laveste fællesnævner fra EU og USA’s regler, ser det sort ud.
Tænk f. eks. på arbejdstagerrettigheder, herunder retten til at organisere sig og til kollektive kampskridt. Her har vi set angreb fra EU på f. eks. blokaderetten med henvisning til Det Indre Marked.

Men hvis det indre marked udvides til også at omfatte USA, må vi se på, hvordan rettighederne er dér, og det ser endnu dårligere ud.
USA har f. eks. ikke ratificeret konventionen om Foreningsfrihed og beskyttelse af organisationsretten ( Nr. 87) eller konventionen om Organisationsretten og den kollektive forhandlingsret ( Nr. 98). Begge dele må ellers siges at være centrale for faglig organisering.

Når vi skal danne et indre marked med USA, er der virkelig grund til at være bekymret for, hvad det vil gøre ved vores arbejdsmarkedsmodel.
Det er ikke et spørgsmål om, at man direkte vil indføre fælles lovgivning, men derimod et spørgsmål om, at vi risikerer begrænsninger af de faglige kampskridt, da de kan ses som handelshindringer. Dermed risikerer vi et ræs mod laveste fællesnævner, hvor arbejdspladserne i endnu højere grad flytter derhen, hvor lønnen er elendig, og arbejdstagerrettighederne er stort set ikke eksisterende.

Et andet emne er forsigtighedsprincippet.
Hvor man i EU siger, at man anlægger et forsigtighedsprincip, der betyder, at hvis der er tvivl om, hvorvidt f. eks. en fødevare er sikker, så bliver den først godkendt, når det er undersøgt.

Det kan sagtens diskuteres, om det faktisk også sker, men det er i hvert tilfælde princippet. I USA er man ikke særlig glade for det princip, det opfattes som besværligt og som en hindring for hurtigt at eksportere vare fra USA til EU.
Derfor er det også et element, som USA meget gerne ser fjernet eller som minimum udvandet.

Lovgiver lagt i lænker

Udover harmonisering efter laveste fællesnævner er der flere andre bekymrende ting på bordet.

Den del, der handler om investeringsaftaler, kan få det til at gippe i rigtig mange.
Princippet i investeringsaftalen er, at erhvervslivet skal føle sig tryg ved at investere i et andet land. Virksomhedsejerne skal være sikre på, at landet ikke ændrer sin lovgivning, så de mister indtjening.

Vi har allerede set en sådan aftale i funktion mellem bl. a. USA og Canada. Sidstnævnte endte dog med at insistere på ændringer i aftalen, da konsekvenserne var for canadierne var store og for negative. Konsekvensen af aftalen er, at en virksomhed kan indklage et land for et, hvis det pågældende land gør noget, som vil skade virksomhedens fremtidige indtjening.

Lad os tage et tænkt eksempel: Hvis aftalen er trådt i kraft, og Folketinget finder ud af, at de gerne vil hæve aldersgrænsen for, hvornår man må købe smøger, ja så kan en tobaksvirksomhed indklage Danmark for at skade deres fremtidige indtjening. Resultatet kan enten blive, at Danmark skal kompensere for den tabte forventede indtjening eller simpelthen droppe lovgivningen.

Det er en helt enorm magt at overgive til virksomhederne, at de folkevalgte politikere hele tiden skal spørge erhvervslivet, om en given lov kan komme til at skade nogens forventede fremtidige indtjening.

For at gøre ondt værre, skal sagerne ikke føres ved de nationale domstole.
Nej, virksomheden kan vælge at føre den ved en international voldgiftsret - f. eks. Verdensbankens voldgiftsret ( ICSID).

Der er altså ikke tale om et domstolssystem, som vi kender det, men derimod om lukkede paneler, hvor parterne selv udpeger panelet, og hvor man f. eks. ikke kan kræve åbenhed om processen.
Dermed bliver offentligheden i høj grad sat af.

Erhvervslivet får frit spil

Konsekvenserne af en sådan investeringsaftale oplevede Canada i 1994.
Landet overvejede at indføre regler, der betød, at cigaretpakkerne skulle være brune og uden så mange logoer, men med tydelige advarsler.

Det fik USA’s to største tobaksproducenter, Philip Morris ( Marlboro, Parliament) og R. J. Reynolds Tobacco Company ( Camel, Lucky Strike) til at reagere. De kontaktede sundhedsudvalget og orienterede dem om, at et sådant indgreb ville krænke et beskyttet varemærke jævnfør handelsaftalen mellem USA og Canada.

Tobaksproducenterne oplyste, at de ville anlægge sag med krav om erstatning på hundrede millioner af dollar. Ved tanken om det store erstatningskrav og omkostningerne ved selve sagen endte parlamentet med at droppe forslaget.

Der er altså i høj grad tale om, at man kortslutter hele den demokratiske proces, og i stedet for overlader det til erhvervslivet at beslutte, om vi gerne må indføre beskyttelse af f. eks. forbrugere, miljø osv.

I Danmark har der været rigtig mange pæne ord om forhandlingerne og om intentionen om at lave en handelsunion. Det kan undre, og man kan kun håbe, at baggrunden for den brede opbakning fra Folketingets partier ( undtaget Enhedslisten) er, at man ikke rigtig har sat sig ind i, hvad forhandlingerne handler om. Måske er det simpelthen et udtryk for, at det da lyder meget uskyldigt at handle med USA? Hvis det er tilfældet, er det på tide, at I, kære folketingspolitikere, vågner op. Og det er vist også på tide, at befolkningen siger klart fra. Det er fint med samhandel, men at deltage i et ræs mod bunden er jo idioti, og det vil vi naturligvis ikke være med til.