Blog

Junckers investeringsfond får Dongsalget til at blegne


Det vakte stor opmærksomhed, da den nye EU-kommissionsformand Jean Claude Juncker forleden præsenterede sin nye investeringsfond.

Kapitalfonde og pensionskasser slikkede sig om munden. Medier gik i selvsving og fra højre mod venstre i det politiske landskab lød begejstrede toner. Fonden vil skabe jobs, lød det fra Socialdemokraterne, mens de borgerlige hyldede udsigten til private investeringer.

Problemet er bare, at der ikke er grund til jubel. I bedste fald er fonden endnu en gang spild af EU-penge, som ikke vil medføre noget, og i værste fald – hvis fonden virker – vil det være en ideologisk og politisk katastrofe med omfattende privatisering af infrastrukturen, som vil få Dong-salget herhjemme til at blegne.

For slet ikke at tale om den store omfordeling fra fællesskabet til private investorer, som burde få centrum-venstre (hvis det stadigt findes?) til at vende sig massivt mod planerne.

De offentlige penge skal nemlig primært bruges til at dække tab fra private investeringer, mens de private omvendt skummer fløden, hvis der er profit.

En ny slags subprime?
Fonden er blevet udlagt som et opgør med EU’s sparepolitik. Det er dog en noget fortegnet udlægning.

Selve konstruktionen er i sig selv ikke noget at råbe hurra for og beløbene er dels gamle penge og dels fromme ønsker. Således skyder EU 8 mia. euro i fonden. Penge som allerede er afsat til vækstinitiativer, men som står ubrugte hen.

Dette tryller man ifølge Financial Times forleden om til 16 mia. ved at antage, at det svarer til det dobbelte, når man omregner det til underskudsgarantier ud fra devisen, at alle investeringer umuligt kan slå fejl.

Dertil kommer 5 mia. fra Den Europæiske Investeringsbank, som heller ikke er nye penge og yderligere op til 60 mia. euro ved salg af obligationer.

For det håber man så at tiltrække 315 mia. euro i private investeringer, som via en uigennemsigtig ny fondsstruktur skal have underskudsgarantier og lån fra offentlige penge, men som ikke bidrager til fællesskabet, hvis det giver gevinst.

Finansieringen via fondsobligationer og lag-på-lag svarer iøvrigt lidt til de berygtede subprimelån op til finanskrisen, hvor ingen af investorerne reelt anede, hvad der var gode eller dårlige papirer og spekulerede uden skelen til risikoen. Blot har man taget konsekvensen denne gang og forlods indskrevet, at det offentlige skal dække underskuddet.

Der er mange fugle på taget i ovenstående finansieringsmodel.

To gange tidligere har EU forsøgt en lignende model. Ved EU’s vækstpakke i 2012 og ved forhøjelsen af euroens redningsfond under gældskrisen. Ingen af gangene har den virket og godt det samme.

Privatisering og svindel
Man kan da også håbe, at dette forsøg slår fejl. Ikke fordi der ikke er brug for et opgør med sparepolitikken og brug for (grønne) arbejdspladser, men fordi risikoen for svindel og konsekvenserne for den offentlige infrastruktur simpelthen er uoverskuelige.

Èn ting er svindel, hvor det er velkendt, at EU’s egen revisionsret år efter år dumper EU’s regnskaber på grund af omfattende og systematisk svindel. Med den nye uigennemsigtige fondsstruktur og forlods offentlig blankocheck til at dække underskud kan man frygte, at svindelen også her sættes i system.

En anden og værre ting er, hvis fonden rent faktisk virker. Ifølge Junckers plan skal de private investeringer især fordeles indenfor infrastrukturprojekter.

Det være sig veje, broer, jernbaner, energi, bredbånd og en lang række andre ting.
Herhjemme så man store protester mod frasalget af et lille stykke infrastruktur i form af en mindre del det statsejede olieselskab Dong til Goldmann Sachs. Virker planen vil en lang række infrastrukturprojekter fra starten være privat ejet og drevet, mens det offentlige tager risikoen.

Der har aldrig været tvivl om, at EU’s økonomiske og monetære politik i traktater, direktiver og forordninger altid har været mørkeblå. Med fonden lægges endnu et lag på.

Man binder staterne
Hele planen skal ses i sammenhæng med EU’s øvrige politikker. Med Finanspagt, Europluspagt, Stabilitetspagt og alle de andre pagter og aftaler har EU bundet medlemslandenes offentlige økonomier på hænder og fødder.

Og hvert år skal staterne stå skoleret i EU og få godkendt deres finanslove under Det Europæiske Semester og ve det land, som ikke makker ret.

Denne proces har netop gjort, at landene ikke længere har råd til rent statslig infrastruktur og opbyggelse af offentlige løsninger. Det dokumenterede Dong-sagen herhjemme helt tydeligt.

Dong havde brug for en kapitaltilførsel og med statskassen i ryggen og det ekstremt lave renteniveau, så kunne staten meget nemt og billigt som ejer af Dong have tilført penge.

Men hensynet til EU’s grænser for økonomien gjorde, at man ikke måtte alligevel.

Som Corydon igen og igen fortalte, så var der kun én mulighed. Nemlig at sælge. Det blev endda helt absurd, da det kom frem, at det garanterede afkast, som man stillede Goldmann Sachs i udsigt var væsentligt større, end hvad staten kunne have lånt pengene til.

Altså en gedigen dummebøde pga. EU’s regler.

Af Jakob Lindblom
Folkebevægelsen mod EU

Indlægget er bragt i Information og kan ses i en forkortet version her.