Blog

Sæt i gang, hr. udenrigsminister!


Der var masser af forklaringer, da udenrigsminister Kristian Jensen i Folketinget i går blev bedt om at redegøre for forhandlingerne om en aftale med EU om politisamarbejdet Europol.

Kristian Jensen annoncerede, at de slet ikke skrider fremad. Danmark kan skam ikke kan søge om sådan en aftale, før EU-parlamentet har godkendt den nye reform af Europol, lød det blandt andet.

Regeringsansvar handler i denne situation om at respektere, at danskerne sagde nej i december, og komme i gang med at forhandle en samarbejdsaftale med Europol.

I mine ører lyder det mest af alt, som om ministeren er fuld af gode undskyldninger.

Bevares, formelt set er det helt korrekt, at Danmark ikke kan ansøge om en parallelaftale før vi i EU-parlamentet har godkendt reformen af Europol. Men hvorfor i alverden skulle det dog holde den danske regering tilbage fra at få ordnet sagen politisk? Der har allerede været flere lejligheder til at rejse ønsket i forbindelse med topmøder, og der kommer flere her i foråret.

Regeringens lod

Men det kan heller ikke være nemt at være regering i disse dage! Først kæmpede de med næb og klør for at få afskaffet retsforbeholdet. Under den kampagne fik de givet et klart indtryk af, at det ville være helt forfærdeligt, hvis Danmark ryger ud af Europol, og at de sandelig ikke kunne se andre veje end at afskaffe retsforbeholdet. Og nu, hvor befolkningen har sagt nej, så er det pludselig regeringen selv, der skal levere og sikre en aftale. De skal gøre præcis dét, som vi på nej-siden hele tiden har sagt, at de skulle, og samtidig præcis dét, som de selv advarede imod.

Men det er nu engang regeringens lod, at det er dem der forhandler på Danmarks vegne, når befolkningen har talt. Så selvom jeg gerne tilbød at overtage, har de ikke andre muligheder end at leve op til regeringsansvaret eller at erklære, at de ikke er regerings-modne. Og sidstnævnte sker næppe.

At leve op til regeringsansvaret i denne situation betyder, at man kan sætte sig ud over sit eget politiske ønske om at få Danmark så tæt på kernen af EU som muligt.

Det betyder også at acceptere, at befolkningen stemte nej den 3. december og dermed betyder det også, at man ikke kan tillade sig at male sig selv op i et hjørne, hvor Danmark enten slet ikke kan samarbejde eller skal opgive alle forbehold.

Der findes andre muligheder

Der findes nemlig andre muligheder. Men det kræver jo, at vi – altså Danmark – faktisk melder ind, at vi gerne vil nogle af de muligheder.

En konkret mulighed er, at lave en samarbejdsaftale a la den Norge har. Ikke nødvendigvis præcis den samme, men i samme stil. Den sikrer, at Norge kan deltage i det operationelle samarbejde, at de kan deltage i samarbejdet om at opklare og forebygge forbrydelser og at de kan få adgang til informationer i Europols database.

Variationer over sådan en samarbejdsaftale har Europol i øvrigt med mindst 18 andre lande, så det vil altså ikke være noget nyt.

Men nej, en sådan samarbejdsaftale er ikke det samme som en parallelaftale. Men begge dele sikrer, at vi kan deltage i kampen imod terrorisme og andet skidt – selvom Lars Løkke ellers var særdeles hurtig til efter sidste uges angreb i Bruxelles til at påstå, at retsforbeholdet forhindrer os i at deltage i kampen mod terror.

Vi ved fra tidligere, at intet er umuligt for EU-eliten, hvis blot de virkelig ønsker det. De kan lave tillægstraktater og korridoraftaler ud i et væk. Vi ved også, at det bør være i alles interesse, at Danmark deltager i kampen imod grænseoverskridende kriminalitet.

Derfor er der kun ét at sige; kære hr. udenrigsminister, sæt i gang med at forhandle den aftale straks!