Blog

Skatteunddragelse og snyd i EU-eliten


Når de øverste embedsmænd i EU, som skal lave og varetage reglerne i unionen, gang på gang er rodet ud i tvivlsomme affærer, så giver det ikke bare et forklaringsproblem for den enkelte. Det afslører i stedet et grundlæggende problem i systemet og i den politiske kultur i EU.

Humbug i EU-toppen

Vi har set hvordan EU-kommissionens formand, Jean-Claude Juncker i sin tid som skatteminister og statsminister i Luxembourg, muliggjorde skattely, så store multinationale selskaber kunne slippe for at betale til sundhed, uddannelse, ældrepleje og infrastruktur.

Det virker fornærmende på den basale retsbevidsthed og på de almindelige EU-borgere, som betaler skat af deres løn, at Juncker fortsat kan gå frit rundt som EU-Kommissions-formand, på trods af de omfattende afsløringer om Luxembourg som skattely.

Vi har set hvordan tidligere Kommissionsformand José Manuel Barroso fik en højtstående stilling i Goldman Sachs.

Da Barroso var formand for EU-kommissionen blev EU’s nedskærings- og lånepolitik skærpet, så det i høj grad tilgodeså Goldman Sachs, som spandt guld på blandt andet Grækenlands gældskrise. Et par år senere fik Barroso pudsigt nok en millionstilling i firmaet.

Og nu har vi altså sagen med Neelie Kroes, som var EU-kommissær fra Holland i perioden 2004 til 2014. I intet mindre end 10 år, sad hun som EU-kommissær blandt andet for konkurrence og digital dagsorden, og i den forbindelse “glemte” hun blandt andet at oplyse om det holding-selskab, som hun sad i spidsen for, og som havde base på Bahamas.

Dermed er hun ikke kun indblandet i en sag om skattely, for hun har også udeladt vigtige oplysninger, da hun blev udpeget som EU-Kommissær. Og dermed har hun reelt vildledt EU-parlamentet, som skulle godkende hendes udnævnelse til EU-kommissær.

Det handler om gennemsigtighed

Nu er der så afgjort brug for handling. Ikke den slags handling, som vi indtil videre har set fra EU-parlamentet, der består i undersøgelser efter undersøgelser, som ikke har nogen reel kraft og heller ikke medfører virkelige konsekvenser for nogen som helst.

Der er brug for, at vi strammer gevaldigt op over hele linjen. Det betyder først og fremmest, at vi skal have nogle ordentlige regler for gennemsigtighed – det kan vi f.eks. gøre sådan her:

1) Vi skal have offentlige registre over virksomhedernes reelle ejere. Det skal være slut med at oprette anonyme skuffeselskaber, hvor rige og kriminelle kan gemme deres ulovlige rigdomme. Det skal gøres på globalt plan.

2) Det offentlige register bør indebære fuld offentlig adgang for hele offentligheden. Dermed bør EU-Kommissionen og Rådet droppe kravet om en ‘legitimitets test’. Alle borgere i samfundet har en legitim interesse i at vide, hvem der snyder fællesskabet.

3) Bahamas og Panama skal øjeblikkeligt sættes på EU’s og Financial Action Task Force (FATF)’s sortlister over high-risk lande, som ikke lever op til internationale standarder – eller som ikke er samarbejdsvillige i kampen mod skattesvindel og hvidvaskning af penge. Det er helt uforståeligt, at de ikke allerede optræder på sortlisterne.

Opstramning af baggrundscheck

Derudover skal der strammes alvorligt op på baggrundscheck af kommende EU-kommissærer, og reglerne for kommissærernes interessekonflikter skal håndhæves langt strammere.

Kommissionsformand Juncker var involveret i Luxembourg skandalen. Energi- og Klima kommissæren Cañete’s kone var involveret i Panama skandalen. Og nu ser vi at den tidligere Kommissær for konkurrence og digital dagsorden, Neelie Kroes er involveret i Bahamas skandalen. Vi kan da på ingen måde acceptere, at denne type mennesker skal lede EU.

Ingen stilles til ansvar

Det betyder også, at vi stadig mangler at stille folk til ansvar. Det virker fornærmende på den basale retsbevidsthed og på de almindelige EU-borgere, som betaler skat af deres løn, at Juncker fortsat kan gå frit rundt som EU-Kommissionsformand, på trods af de omfattende afsløringer om Luxembourg som skattely.

Endnu værre bliver det, når man tænker på, at de helte der startede afsløringerne er endt på anklagebænken i en retssal – og i et enkelt tilfælde blev straffet for at være whistleblower.

Hvis EU-parlamentet på nogen måde skal forestille sig at være borgernes stemme, så er vi nødt til at få ryddet op. Det gør vi ikke bare ved nye undersøgelsesudvalg uden reel magt, som flere af mine kollegaer foreslår. Nej det gør vi ved at sætte konsekvenser bag ordene, fjerne støtten til disse skatteål og sikre at deres handlinger får alvorlige politiske og juridiske konsekvenser!