Blog

Tillykke til os alle – nu venter der hårdt arbejde


Briternes beslutning om at melde sig ud af EU har været hårdt kritiseret fra EU-tilhængere over hele Europa. De er blevet beskyldt for uvidenhed, for racisme og for alverdens dårligdomme. Ja, nogle går endda så langt som til at skælde ud over, at de overhovedet er blevet spurgt. Mogens Lykketoft har ledt fint an i kritikken, når han revser Cameron for at holde folkeafstemningen

Som EU-modstander har jeg oplevet en vis portion nederlag igennem tiderne. Så jeg har fuld forståelse for, at EU-tilhængerne hænger lidt med næbbet. Det er aldrig sjovt, når resultatet er anderledes end hvad man håber på. Men jeg må alligevel indrømme, at jeg faktisk er negativt overrasket over reaktionerne. Man kunne have håbet på lidt selvrefleksion og nogle overvejelser over, hvorfor man har tabt 4 folkeafstemninger i træk. Men ak nej, det er befolkningen der er dumme/uvidende og EU-eliten har altid ret.

Men de fik ikke ret denne gang. Befolkningen var trætte af EU, de var trætte af at opleve deres velfærdssamfund undergravet, at arbejderne mister deres rettigheder, at beslutningerne bliver truffet alt for langt væk og at det er umuligt for borgerne at råbe EU-systemet op. Og meget andet. Med andre ord, deres begrundelser tager i høj grad udgangspunkt i faktiske og reelle problemer, som EU bærer – om ikke hele – så dele af ansvaret for.

Og hvad betyder det så nu?

I forhold til Storbritannien er det afgørende, at vi alle sammen står skulder ved skulder og insisterer på, at befolkningen ikke skal straffes. For ja, det er muligt at straffe nu. En udmeldelse af EU må nødvendigvis foregå under kontrollerede forhold, hvor der bliver indgået aftaler om, hvordan man sikrer samhandel og samarbejde fremover. Ellers kan det komme til at gøre ondt på befolkningen. At gøre op med 43 års økonomisk lock-in med EU’s indre marked vil kræve store ændringer og reformer. Desværre viser historien, at det som regel er almindelige mennesker, der må betale for nye strukturtilpasninger i form af nedskæringer.

Derfor er det helt afgørende at alle progressive kræfter i Danmark, UK og resten af EU – hvad enten om man var for eller imod Brexit – nu arbejder for at sikre, at London og Bruxelles ikke straffer den britiske befolkning med nye nedskæringer, forringelser og skattefinansierede bankpakker til the City – men i stedet finder en fornuftig løsning for den britiske udtrædelse. Hvis ikke dette sker, så bliver det de nationalistiske og udemokratiske kræfter som vil vinde på Brexit. Derfor er dette også en historisk sejr, som vi skal glæde os over, men som også kræver hårdt arbejde.

På den hjemlige bane er vejen klar. Vi skal naturligvis også have en folkeafstemning i Danmark. Det er over 40 år siden at befolkningen meldte os ind i det der dengang hed EF. Det var et handelssamarbejde. Siden er der kommet meget til, og nu står vi med en rigtig økonomisk og politisk union med alt hvad det indebærer. Samtidig er det så længe siden, at over 3,3 mio. borgere her i landet aldrig er blevet spurgt. Det er ikke bare min generation, det er mange generationer, som godt nok er blevet spurgt om EU-spørgsmål, men kun om vi ville have mere EU, aldrig om vi ville have mindre eller om vi ville helt ud. Så det er altså på tide nu. Lad os stille spørgsmålet; Ønsker du at Danmark skal fortsætte EU-medlemskabet eller melde os ud?

At melde sig ud er ikke at melde sig ud til ingen ting. Vi har faktisk en hel vifte af alternativer, og vi skal bruge flere af dem på samme tid. Vi skal naturligvis være EUs gode nabo, som både samarbejde og samhandler med EU, ligesom med resten af verden. Den slags aftaler er ikke nye, dem har EU allerede mange af, som vi kan blive inspireret af på forskelligvis.

Derudover drømmer jeg om, at vi skal styrke Europarådet og kampen for demokrati og menneskerettigheder. Europarådet har som bekendt ikke noget med EU at gøre, men er langt større og arbejder på en anden måde. Og vi står med mange store udfordringer på både europæisk plan og i verden, hvor vi skal tage aktiv del i arbejdet.

Og så skal vi styrke demokratiet. Den stigende politiker-lede og frustration over hele det politiske establishment, den skal tages alvorligt. Ét skridt er selvfølgelig at komme ud af EU, dermed får de hjemlige politikere heller ikke EU at gemme sig bag, men der er afgjort brug for flere ændringer for at få et levende og aktivt demokrati.

De næste måneder står vi overfor mange opgaver. Vi skal støtte briterne i deres valg og insistere på, at det bliver fuldt ud respekteret! Vi skal kræve en folkeafstemning og presse politikerne på Christiansborg til også at lytte til os! Og vi skal udvikle og diskutere de mange alternativer til EU.

Er du enig i, at vi skal have en folkeafstemning? Så lad din stemme blive hørt, skriv under her; folkebevaegelsen.dk/stem


Indlægget har tidligere været bragt på Politiko