Blog

TTIP-læk: EU kommissionen giver demokratiet ny mavepuster


Af Rina Ronja Kari

Jeg kan ikke finde ud af, om det er glædeligt eller skræmmende, at EU-Kommissionen tilsyneladende slet ikke længere gider forsøge at kamuflere TTIP som værende en uskyldig win-win aftale uden negative konsekvenser for EU’s borgere.

Glædeligt, fordi det selvfølgelig altid er godt at få lagt kortene på bordet. Skræmmende, fordi TTIP-forhandlingerne alligevel får lov til at fortsætte.

I det nyeste læk fra de ellers så hemmelige TTIP forhandlinger, foreslår kommissionen, at alle EU medlemslandes legislative tiltag først skal igennem en screeningsproces.

Dette har til hensigt at afgøre, om den påtænkte lov vil have negative konsekvenser for multinationale firmaer og investorers profit - og såfremt det er tilfældet, om parterne kan forenes.

Screeningsprocessen skal varetages af den såkaldte "regulatory cooperation body" - et dertil oprettet organ, bestående af Europæiske og Amerikanske teknokrater.

Selvfølgelig vil dette udemokratiske organ aldrig få magtbeføjelser til at kunne vedtage retsakter. Men hvorfor skulle det også det, når ISDS mekanismen i TTIP sikrer, at multinationale virksomheder kan sagsøge regeringer for love, som hæmmer virksomhedens profit?

En fremtid med TTIP
Lad os kort opsummere den fremtid, som kommissionen efterhånden har tegnet:

EU medlemslande skal hvert år fremlægge en liste over alle tiltænkte lovforslag. Disse forslag skal herefter igennem en screeningsproces for at sikre, at de ikke vil hæmme multinationale virksomheders profit.

Hvis det formodes, at de vil, træder kommissionens regulerende samarbejdsorgan ind for at lege mægler mellem virksomhederne og regeringen - altså udvande lovforslaget, indtil det er tyndt nok til, at virksomhederne kan accepterer det.

Hvis en regering alligevel vælger at stå fast på en lov, som f.eks. skal øge beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder (det kunne f.eks. være at sætte mindstelønnen op), kan virksomheden sagsøge regeringen for tabt profit gennem ISDS.

Resultatet fra den forgående screeningsproces, kan i dette søgsmål højst sandsynligt bruges som bevismateriale i den dertil opstillede private særdomstol. Behøver jeg gentage, at ISDS altså går uden om vores nationale retssystemer, og dommene desuden ikke kan ankes?

Og at det selvfølgelig er skatteyderne, der i sidste ende betaler sagsomkostningerne og eventuelle kompensationer og bøder?

Det er da både vanvittigt og selvmodsigende, at man på den måde åbner op for kriminalisering af love, som er vedtaget af vores demokratisk valgte regeringer. Altså, er det ikke netop pointen med demokratiet, at borgerne bestemmer, hvordan samfundet skal opbygges?

Måske er jeg kynisk, men jeg har virkelig svært ved at forestille mig, hvordan progressive love for fx. forbedret miljøbeskyttelse, forbrugersikkerhed eller arbejdstagerrettigheder kan forenes med multinationale virksomheders evige jagt på øjeblikkelig profit, uden at dette vil føre til et ræs mod bunden.

Alle erfaringer tyder nemlig på det. Desuden viser andre handelsaftaler tydeligt, at ISDS underminerer regeringers muligheder for at beskytte sine egne borgere. Spørg selv Tyskland, Canada og Australien.

Jeg har sagt lige fra starten, at TTIP er et angreb på vores arbejdstagerrettigheder, miljø og demokrati. Mon fortalerne stadig kan benægte dette, når de ser det nyeste læk fra forhandlingsbordet?

Blogindlægget er bragt på Modkraft.dk.