Du kan hente beretningen fra internationalt udvalg her:

OpenDocument Text - 29.4 kb

Eller læse den her:

Beretning fra internationalt udvalg 2013-2014
 
Internationalt har siden landsmødet i 2013 bestået af Kit Astrup, Lave Broch, Jakob Buhl, Johanne Langdal Kristiansen, Jesper Morville, Karina Rohr Sørensen, Luise Pihl og Jean Thierry.
 
Valgkamp og internationalt samarbejde
Valgkampen har fyldt godt, også i IUs arbejde i det forløbne år; flere af udvalgets medlemmer var også kandidater for Folkebevægelsen. En af udvalgets hovedaktiviteter var derfor at være værter for de to omfattende europæiske netværk, Folkebevægelsen er med i: TEAM og EUD.
Den 21. februar mødtes repræsentanter for de to organisationer i Tordenskjoldsgade, hvor vi fik nyheden om at Island trak sin EU-ansøgning tilbage, og den 22. februar inviteredes til et åbent debatmøde på Café Drop Inn i København, arrangeret af TEAM og Folkebevægelsen. Der var oplæg af bl.a. irske Patricia McKenna, leder af TEAM, Paul Ruppen fra det Schweiziske Forum for Direkte Demokrati, Drude Dahlerup, Johan Stefansson fra vores islandske søsterorganisation Heimssyn, Helle Hagenau fra Nei til EU i Norge og af Lave K.Broch. Inden mødet delte flere af de udenlandske gæster og aktivister fra Folkebevægelsen sammen valgmateriale ud på Strøget. Det understregede på bedste vis, at vores EU-modstand er internationalistisk – og at vi har mange samarbejdspartnere og meningsfæller i hele Europa.
Senere holdt EUD årsmøde. Luise Pihl og Lave K. Broch er begge medlemmer af TEAMs ledelse, og Lave er med i EUDs ledelse. TEAM planlægger årsmøde i London i midten af november.
 
Nordisk samarbejde
Vores allernærmeste samarbejdspartnere er, som altid, vores nordiske søsterorganisationer.
På norsk Nei til EU’s landsmøde i november 2013 deltog Søren Søndergaard, Nei til EU’s formand Heming Olaussen var taler ved Folkebevægelsens valgfest i forbindelse med EP-valget og Lave er inviteret til at debattere med EU’s ambassadør i Norge, Helen Campbell, ved Nei til EU’s jubilæumsseminar for 20 året for det andet norske nej til EU den 28. november i år.
 
I forbindelse med den svenske Folkrörelse Nej til EU’s kongres deltog repræsentanter fra fagligt udvalg i et møde med faglige svenske repræsentanter, og der har i årets løb været et par uformelle besøg fra lederne af Folkrörelsen og bl.a. drøftet deres planer om en kampagne for at få en folkeafstemning om selve EU-medlemskabet, ”Vi vill också folkomrösta om EU”.
Medlemmer af internationalt udvalg har også været involverede i Tænketanken NyAgendas og EUD’s målinger i Danmark, Finland og Sverige angående valget mellem et nordisk forbund eller EU-medlemskab - såfremt det det nordiske forbund indgik handelsaftaler med EU og andre lande. Målingerne blev udført i starten af året. I såvel Danmark som Finland og Sverige var der klare flertal for et nordisk forbund. Ifølge Gallup i Danmark ville 47 % af danskerne vælge et nordisk forbund og kun 28 % ville vælge EU-medlemskabet, hvis de fik valget.

Lave og Jakob Buhl har begge fulgt med i og refereret fra parlamentsvalgkampen i Estland og Letland; forrige års modtager af Folkebevægelsens internationale træskopris, Iveta Grigule fra det lettiske bondeparti, er nu medlem af EU-parlamentet og har også tilsluttet sig EUD-netværket. Derudover har EUD også fået endnu en MEP’er fra det økologiske parti i Tyskland.
 
En vigtig opgave har været, og vil også fremover være, at følge situationen i Storbritannien, hvor premierminister Cameron som bekendt har lovet en folkeafstemning om medlemskabet inden 2017. Folkebevægelsens internationale netværk og kontakter er fortsat en afgørende faktor i vores arbejde, også for debatten herhjemme.