Her kan du hente politiske beretning som worddokument:

Word - 35.5 kb

Eller du kan læse den herunder:

Indledning

EU-parlamentsvalget var først og fremmest en succes for Folkebevægelsen mod EU. 183.724 vælgere satte deres kryds ved liste N. Det er ca. 15.000 flere end ved valget i 2009. Vi fortsatte dermed fremgangen fra sidste valg, og det skete oven i købet med en helt ny spidskandidat, med et begrænset budget og langt færre ansatte end de øvrige lister. På landsplan fik vi 8,1 % af stemmerne, og det er det bedste valgresultat i 20 år.
Samtidig viste resultatet også, at Folkebevægelsen ikke udfoldede sit fulde potentiale og står over for nogle udfordringer politisk og organisatorisk, som vi må forholde os til.
Politisk oplevede vi, at flere af partierne forsøgte at tegne et billede af sig selv som EU-kritiske. Bendt Bendtsen slog på tromme for, at han ville passe på Danmark. Ulla Tørnæs (V) forsøgte at fremstille sig selv som en, der vil begrænse EU-borgeres ret til danske børnepenge. Jeppe Kofod (S) var også kritisk og kom med forslag til begrænsninger af EU’s magt. Og SF og Margrete Auken forsøgte at fremstå som dem, der kæmpede for miljø, klima, et socialt Europa og for at tøjle finanssektoren og lobbyisterne. DF fremstod desuden i manges øjne som EU-modstandere. Men realiteten er, at DF ikke støtter en dansk frigørelse fra EU, og de EU-glade partier kæmper aktivt for at afgive mere suverænitet til EU. Folkebevægelsen mod EU har derfor et kæmpe potentiale, som vi skal blive bedre til at realisere i fremtiden.
Samme dag, som der var EU-valg, stemte vi også om EU’s patentdomstol. 33,7 % stemte ja, 20,2 % nej. 1,9 procent stemte blankt, og 42,2 % stemte ikke, da stemmeprocenten endte på 55,85 %. Hvis man kun ser på dem, der stemte, blev resultatet: 37,5 % stemte for et nej, og 62,5 % stemte ja. Nej’et var for første gang stort set ikke større end de to nej-listers resultat ved EU-parlamentsvalget. På trods af en aktiv kampagne lykkedes det os ikke at vinde denne afstemning. En del af forklaringen er, at det var et vanskeligere tema, men også, at vi havde begrænset med tid og ressourcer, og at vi prioriterede parlamentsvalgkampen højere. Dertil blev nej-debatten mere juridisk og teknisk end folkelig, og argumenter imod mere magt til EU var ikke dominerende. Ja-siden havde mange flere midler til at føre kampagne for og brugte f.eks. 13 gange så mange penge på avisannoncer som nej-siden.
Centraliseringen af magt i EU fortsætter, samtidig med at EU’s politikker rammer borgerne, naturen og omverdenen. EU-spændetrøjen kan, på trods af de evt. politiske konsekvenser i de enkelte EU-lande, meget vel blive endnu mere stram de kommende år. Processen frem mod at få skabt en egentlig økonomisk regering for i hvert fald eurolandene, og herunder at få udnævnt en EU-budget-zar, fortsætter. Det betyder, at der snart skal laves traktatændringer.
Ligeledes ønsker EU magt over bankerne og har lagt en Bankunion på skinner – som Danmarks regering endnu ikke har taget stilling til, men som vi kan forvente, at den vil sige ja til, på trods af at Sverige og Storbritannien har sagt nej. Forhandlingerne med USA om etableringen af TTIP (USA-EU-handelsunion) fortsætter også. Det er en proces, der i allerhøjeste grad foregår for lukkede døre, og som kan føre til, at særdomstole underkender nationale love og dermed underminerer demokratiet.

EU-parlamentsvalget

EU-parlamentsvalget var det bedste valg for Folkebevægelsen i 20 år.
Den ovenstående sætning og dens budskab er på mange måder endnu mere imponerende, når man ser på baggrunden for 2014-valgkampen.
Folkebevægelsens daværende parlamentariker Søren Søndergaard valgte, meget flot, efter at have rådført sig med Folkebevægelsens spidskandidat Rina Ronja Kari og FU, at trække sig fra sit sæde, sådan at Rina ville kunne overtage det før valget. Håbet var, at det ville give Rina og Folkebevægelsen et bedre afsæt for valgkampen – og det gjorde det helt sikkert også!
Alligevel gik Folkebevægelsen ind i valgkampen med en, for hovedparten af befolkningen, ukendt spidskandidat. Ligeledes var Folkebevægelsen også for mange en ukendt størrelse, eller for de lidt ældre vælgere noget, der engang havde eksisteret.
Det var selvfølgelig ikke en optimal situation, og det kostede Folkebevægelsen, Rina selv og de øvrige kandidater mange både arbejdsmæssige og økonomiske ressourcer at få ændret den situation. Og valgresultatet viser også, at det et langt stykke af vejen lykkedes.
Alligevel afspejler den situation, at Folkebevægelsen befinder sig i en dybt alvorlig situation, der kan hindre os i at nå vores mål om at få Danmark ud af EU.
På trods af vores fremgang, havde DF en langt større fremgang. Vi havde ikke styrken til at imødegå et DF med en kendt spidskandidat, der pyntede sig med lånte EU-modstanderfjer, og som allerede i januar blev udråbt i medierne som det sejrende parti i EU-valget. Et DF, der bl.a. slog sig op som dem, der ville tage kampen op mod den sociale dumping, både i EU-Parlamentet og i Folketinget – til trods for at DF notorisk har ignoreret problemet, både i EU og herhjemme indtil nu.
Resultatet af dette forløb var, at det var DF, der først og fremmest fik udbytte af den øgede danske EU-kritik/-modstand.
Og så må man selvfølgelig også anerkende, at DF og Messerschmidt var dygtige.

Ligeledes havde vi heller ikke styrken til at udnytte, at SF gik ind i valgkampen med ”minuspoint”. Tværtimod kan man hævde, at EU-parlamentsvalget gav SF et nyt politisk afsæt. Margrethe Auken kunne fremstå som miljøets m.m. forkæmper i EU og venstrefløjens stemme i Bruxelles.

Lektien fra dette EU-parlamentsforløb for Folkebevægelsen må være, at, vel kan en valgkamp gøre både Folkebevægelsen og vores spidskandidat delvis kendt, når vi får mobiliseret vores organisation og får hjælp fra vores kollektive medlem Enhedslistens kampagnestab. Men det er ikke på længere sigt nok.
Folkebevægelsen og vores EU-parlamentariker er nødt til at overveje, hvordan vi sikrer os en mere permanent og synlig politisk position i det danske politiske landskab. Det hænger også sammen med, at EU-parlamentets betydning i disse år forandrer sig markant.
Den forandring får, om vi vil det eller ej, betydning for Folkebevægelsen, og ikke mindst for Folkebevægelsens parlamentariker.

Derfor har Landsledelsen, FU og Rina også efter parlamentsvalget allerede ændret bemandingen i organisationen. Der flyttes en kommunikationsmedarbejder til Bruxelles for at hjælpe til med at styrke parlamentarikerens muligheder for at agere i den nye virkelighed, samt dermed også for at kunne skabe større opmærksomhed om Folkebevægelsen, også uden for folkeafstemningskampagner og EU-parlamentsvalg.

Folkeafstemningen om EU’s patentdomstol

Resultatet af denne afstemning understregede Folkebevægelsens nok en gang ressourcemæssige svaghed. I realiteten var vi ikke i stand til både at løfte en folkeafstemning og et EU-parlamentsvalg. Samtidig må det også erkendes, at mobiliseringspotentialet i EU-patentet ikke var det bedste, selv ikke blandt Folkebevægelsens egne medlemmer. Mange vælgere vidste ikke, hvad de stemte om. Ja-siden havde mange flere midler til annoncer og fremturede med argumenter om, at hvis man er for gode ideer, så skal man stemme ja. Dog skal det fremhæves, at der var en ”hård kerne” af særligt IT-politisk interesserede bl.a. hos IT-politisk forening og hos PROSA, der kæmpede en hård kamp for nej-siden. Og der var også andre organisationer f.eks. miljøorganisationen NOAH, tænketanken Ny Agenda, Patenttroldene og Kig og Lyt, der fik lavet kampagner. Dem skylder vi rigtig meget.
Netop det manglende mobiliseringspotentiale blev også understøttet markant af en uhellig alliance af ja-siden og hovedparten af de danske medier. Ja-sidens strategi byggede i virkelighed på, at vælgerne helst slet ikke skulle interessere sig for EU-patentets indhold og betydning. Patentspørgsmålet blev gjort til et rent teknisk eller overfladisk spørgsmål, der fik mange til at vende det døve øre til. Der fulgte dog den tilføjelse, at et nej ville koste danske virksomheder milliarder – og at de eneste, der sagde nej, det var idioterne.
Som nævnt var rigtig mange medier en del af ja-kampagnen. Ligeledes oplevede vi også, i en uhørt grad, at de danske embedsmænd i ministerierne blev spændt for ja-kampagnens vogn. Erhvervsministeriets såkaldte ”neutrale oplysningsmateriale” blev underkendt som værende offentligt finansierede ja-propaganda, og ministeriet blev tvunget til at lave det om, så det fik en lidt bedre balance.

Et yderligere problem i forhold til at give en nej-kampagne luft under vingerne var, at meget af indholdet i det nye EU-patent slet ikke var på plads, eksempelvis i forhold til, hvordan den kommende EU-patentdomstol skulle virke helt konkret. Regeringen nægtede også at få lavet en økonomisk analyse af konsekvenserne ved et nej på linje med den, som den polske regering havde lavet, og som netop slog fast, at vi i fremtiden kan forvente milliardomkostninger for samfundet efter en dansk indlemmelse i EU’s patentdomstol.
Vores egen fejl var måske at lade det tekniske og juridiske og mulige konsekvenser få for stor overvægt i forhold til modstand og skepsis mod at overlade mere magt til EU og det forhold, at det stort set er gået galt på alle de områder, hvor EU har overtaget magten, som f.eks. euroen, landbrug og fiskeri.

Derfor står vi nu i den situation, at vi først om en del år vil kunne se resultaterne af EU-patentet. Det er først dér, at vi vil kunne se, hvad flere patenter eksempelvis vil kunne få for små virksomheders muligheder for at ekspandere, hvor stor betydning de såkaldte ”patenttrolde” vil få osv.

Den voksende europæiske EU-skepsis

Meningsmålinger i Norge viser, at over 70 % af nordmændene siger nej til EU-medlemskab.
Islands regering har afblæst forhandlingerne om EU-medlemskab.
I Storbritannien har regeringen lovet en folkeafstemning om EU-medlemskabet senest i 2017.
EU-modstanden er voksende i Europa, og det kunne også ses ved EU-parlamentsvalget. Her kunne man se, at mange borgere har fået nok af EU’s centralisering af magten og den økonomiske krise, som EU i høj grad har forværret. EU’s økonomiske krisediktater til medlemslandene fremstår simpelthen som en del af kriseproblemet og ikke som en del af kriseløsningen.
Efter EU-parlamentsvalget er antallet af EU-modstandere og -kritiske vokset markant i EU-parlamentet. For Folkebevægelsen er dette selvfølgelig først og fremmest en glædelig udvikling. Men vi er heller ikke blinde for, at nogle af disse nyvalgte har direkte usunde holdninger til demokratiet, til udøvelse af politisk vold og til mennesker med en anden etnisk oprindelse end deres egen. Det er holdninger, som Folkebevægelsen ikke på nogen måde kan støtte eller samarbejde med.
For Folkebevægelsen er fremvæksten af partier, der direkte eller indirekte modarbejder demokratiet - og i det hele taget den politiske og menneskelige pluralisme - en af de negative konsekvenser af den usikkerhed og frygt, som den økonomiske krise og EU’s krisehåndtering har skabt rundt om i mange EU-lande.
Men som nævnt er der også meget at glæde sig over i forhold til den voksende EU-modstand. Eksempelvis har den britiske regering følt sig nødsaget til at love en folkeafstemning om selve det britiske EU-medlemskab, hvis regeringen ikke kan forhandle et ”EU-light” medlemskab på plads med EU. Der er næppe mange, der tror på, at de forhandlinger lykkes. Derfor er en britisk folkeafstemning om EU-medlemskabet inden for rækkevidde. Denne situation er dog ikke skabt, fordi de britiske konservative ønskede det, i hvert fald ikke deres ledelse. Den er opstået, fordi de konservative er presset af EU-modstanderne i UKIP – UKIP, der i øvrigt blev det største britiske parti i EU-parlamentet.

Kommer der en britisk udmeldelse i 2017, efter en folkeafstemning, så har vi en helt ny situation. En situation, der meget vel også kan påvirke stemningen i forhold til EU i Danmark og i andre EU-lande. Dette er en udvikling, som Folkebevægelsen mod EU skal udnytte for at styrke mulighederne for en dansk frigørelse.

Den nye EU-kommission, EU-præsident og EU-udenrigsminister

Dansen om EU-posterne som kommissionsformand, menige kommissærer, EU-udenrigsminister og EU-præsident har i de danske medier først og fremmest handlet om Helle Thornings muligheder for at blive EU-præsident. Men Thorning blev forbigået, og jobbet gik i stedet til den polske ministerpræsident Donald Tusk.
Politisk for Folkebevægelsen var det i realiteten underordnet, om det var Thorning eller Tusk, der blev EU-præsident. For Folkebevægelsen var de lige dårlige kandidater. Begge kandidater står/har stået i spidsen for regeringer, der i allerhøjeste grad har efterlevet EU’s doktriner. Ligeledes er både Thorning og Tusk kendt for at være yderst EU-integrationspositive.
I det hele taget kan vi her efter EU-parlamentsvalget konstatere, at EU-eliten ved besættelsen af EU’s poster ikke har lært meget af valgresultatet. Med Claude Juncker som Kommissionsformand har man fået en EU-føderalist på posten. Men også en EU-føderalist, som om nogen repræsenterer den finanskapital, der udløste den aktuelle økonomiske krise. Juncker har først som finansminister og siden som ministerpræsident i Luxembourg været arkitekten bag Luxembourgs forvandling til et finans- og skatteparadis for privatpersoner og virksomheder, der ville omgå deres hjemlandes skatteregler.
Så vel kan vi være bange for, hvad Juncker repræsenterer politisk som EU-føderalist, men man kan også være bange for, hvad Juncker repræsenterer økonomisk. Her tænkes bl.a. på, hvordan den nye EU-Kommission vil se på nationale tiltag, der skal forhindre skatteflugt/skattetænkning, begrænse bankernes hovedløse spekulation osv.. Netop i den forbindelse er den nye danske EU-kommissær Margrethe Vestager ikke nødvendigvis noget aktiv. Vestager er glødende EU-tilhænger, og hun vil højst sandsynligt blive EU’s fortaler i Danmark og ikke Danmarks i EU. Når man så yderligere betragter flere af de andre nye kommissionskandidater, så repræsenterer den nye EU-kommission generelt ikke et opgør med de brodne kar i det finansielle system, der var med til at udløse den økonomiske krise. Ligeledes repræsenterer den nye EU-kommission heller ikke en ambition om at gennemføre et opgør med EU’s krisepolitik, der har gjort EU-området til et de økonomiske områder i verden, der har sværest ved at arbejde sig ud af krisen – og dermed fastholdes de fleste EU-lande i lavkonjunktur, og i de værste tilfælde i økonomisk recession, og med høj arbejdsløshed, ikke mindst blandt de unge.

Den fortsatte vej mod en EU-stat

Det at den nye EU-kommission eksempelvis, tilsyneladende helt ukritisk, vil fastholde den hidtil førte økonomiske politik med rigid fokus på ØMU’ens konvergenskriterier, er selvfølgelig først og fremmest bestemt af, at den politik er EU-traktatfæstet.
Netop det traktatfæstede fokus afspejler også, at EU-integrationsprocessen fortsat kører for fulde omdrejninger. Her tænkes selvfølgelig i første omgang på etableringen af en egentlig økonomisk regering med en ”økonomisk zar” i spidsen for EU – formelt set nok kun for eurolandene – men de øvrige EU-lande vil givet i stort omfang også blive omfattet af denne EU-regerings regime.
Etableringen af EU-regeringen, som nævnt i sidste års politiske beretning, og processen hen mod dens etablering er altafgørende for EU’s fremtid. På den ene side er en økonomisk EU-centralisering afgørende for selve europrojektets eksistens. Og på den anden side udfordrer selve projektet med at etablere en EU-regering selve EU’s eksistens. Pointen er her, at for at give denne EU-regering tilstrækkelig styrke og mulighed for at styre de nationale EU-/euroøkonomier så må den etablering ske via en traktatændring. Denne traktatændring vil givet udløse folkeafstemninger i flere EU-lande, herunder formodentlig Danmark. Disse folkeafstemninger vil finde sted på et tidspunkt, hvor befolkningernes erfaringer med EU’s førte politik i allerhøjeste grad er negativ.
Derfor er det absolut sandsynligt, at der i flere EU-lande vil være et folkeligt flertal mod denne yderligere EU-centralisering
I Danmark er der en yderligere ”krølle på halen” i forhold til EU-centraliseringen. Ved årsskiftet 2014/15 vil EU’s RIA-samarbejde (politisamarbejdet) overgå til flertalsafgørelser. Det gør, at Danmark formelt og reelt må forlade EUROPOL, hvis der ikke inden da etableres en parallelaftale mellem Danmark og EU.
Allerede nu oplever vi, at EU-tilhængerne er ved at varme op til ”katastrofen”. Danmark vil bl.a. blive en magnet for narkohandel, kvindehandel og anden form for organiseret kriminalitet, når vi ikke længere kan være med i EUROPOL. Til disse påstande er der flere ting, som man kan bemærke. For det første ændres den danske lovgivning ikke, blot fordi vi forlader EUROPOL. For det andet vil det øvrige EU reelt nok være interesseret i at fortsætte samarbejdet. Vi kan f.eks. se, at Norge og Europol godt kan samarbejde. For det tredje ligger en væsentlig del af indsatsen mod f.eks. kvindehandel i Interpol, da det jo foregår fra lande uden for EU, og vi kan uden problemer fortsætte samarbejdet med Interpol.
Men vi må i Folkebevægelsen være opmærksomme på, at de danske EU-tilhængere i et uhelligt samarbejde med vennerne i det øvrige EU vil forsøge at bruge den nye situation ved årsskiftet til at forsøge at få afskaffet den danske retsundtagelse eller at få ændret retsundtagelsen til en opt-in-aftale.

Bankunionen

I skrivende stund er det endnu ikke besluttet fra officiel dansk side, om Danmark skal gå med i EU’s Bankunion. Sverige og UK har besluttet ikke at deltage.
Det kan allerede ved Folkebevægelsens landsmøde se helt anderledes ud. Der er næppe meget tvivl om, at den danske regering gerne ser Danmark indlemmet i Bankunionen. En dansk deltagelse i Bankunionen handler både om suverænitetsafgivelse og om en mulig fremtidig stor regning til de danske skatteydere. Argumentet for en dansk deltagelse i Bankunionen er, at så vil den ”fælles kasse” kunne være med til at dække udgifterne ved en større dansk banks kollaps. Og den fælles kasse skal, hævdes der, først og fremmest være fyldt op af bidrag fra finanssektoren selv. Det handler nok i særlig grad om Danske Bank her i Danmark. Det er et absolut relevant eksempel. Det er jo alment kendt, at Danske Bank har været ude i tovene under finanskrisen.
Problemerne ved den løsning, set med Folkebevægelsens øjne, er, at man overlader overopsynet med det nationale banktilsyn til EU. Det betyder i realiteten, at de nationale institutioner sættes ud på bænken, når det gælder kontrollen med i hvert fald de store finansielle institutioner. Det er ikke kun et spørgsmål om kontrolfunktionen. Det handler også om, hvordan man politisk vil styre hele den nationale finansielle sektor. Eksempelvis har vi allerede set, at EU forsøger at forandre/afskaffe de særlige danske kreditforeningslån, fordi den danske kreditforeningsmodel ikke rigtig er ”konvertibel” med den måde, EU ser den finansielle sektor på. En afskaffelse eller forandring, der vil medføre dyre boliglån for de danske huskøbere, er selvfølgelig noget, der vil ramme den enkelte ejendomskøber på tegnebogen, men det er også suverænitetsafgivelse! Derfor vil Folkebevægelsen kræve folkeafstemning, hvis Danmark skal gå med i EU’s bankunion.
Et yderligere argument for, at Danmark ikke skal deltage i Bankunionen, handler netop om den mulige fremtidige regning til de danske skatteydere. Vel er det tænkt sådan fra EU’s side, at bankerne i det kommende bankunionsområde skal dække hinanden af økonomisk. Det største problem er dog, at den fond, der skal oprettes, bliver alt for lille. Den kommer til at bestå af 55 mia. Euro, og det lyder af meget, men alene de spanske banker havde under den nuværende krise brug for over 100 mia. Euro. Derudover ved vi godt, at alle danskere er kunder i banker, og at udgiften vil blive sendt videre til borgerne. Og i forlængelse heraf, er der i tilstrækkelig grad blevet ryddet op i den finansielle sektor specielt i den del af EU, hvor krisen har ramt hårdest? Eller ligger der en stor regning til Bankunionens skatteydere og lurer?

TTIP

I al hemmelighed fortsætter forhandlingerne om TTIP (EU-USA-handels- og investeringsunionen). Dog har særligt erhvervslivets tunge drenge adgang til forhandlingerne.

Det er indlysende, at Folkebevægelsen er lodret imod den lukkethed, som selve TTIP-forhandlingsforløbet repræsenterer. Og i særlig grad, at der gives en særlig privilegeret adgang til indflydelse til udvalgte private økonomiske aktører.
Samtidig repræsenterer TTIP også ”blot” mere af det, vi i Folkebevægelsen i forvejen er imod ved EU. EU’s indre marked vil ved en vedtagelse af TTIP blive udbredt til USA. Det sker dog med den tilføjelse, at miljøregler, arbejdsmiljøregler, forbrugerbeskyttelsesregler, lønmodtagerrettigheder osv. sandsynligvis vil blive yderligere forringet.
Som en yderligere ubehagelighed ved TTIP så arbejdes der hårdt under forhandlingerne for, at der skal etableres et ISDS-tribunal. Det er i realiteten en TTIP-voldgiftsdomstol, der skal kunne beskytte udenlandske investorers investeringer mod fremtidig national lovgivning. Det kan handle om nationale regler, der vil pålægge virksomheder nye miljøstandarder for eksempelvis deres produkter eller deres produktionsapparat.
Eksistensen af et ISDS-tribunal vil sætte nationale regeringer og nationale parlamenter under et stort pres i tilfælde af, at de overvejer nye lovgivningsmæssige initiativer, der vil kunne berøre udenlandske virksomheders forventede fremtidige indtægter. Dermed vil den nationale suverænitet til at udstede egne love yderligere blive begrænset.
Det forhold gør selvfølgelig, at særlig ISDS-delen i TTIP-forslaget er særdeles omstridt – både i de nationale parlamenter, i EU-parlamentet, blandt interesseorganisationer og NGO’er (i EU-området og i USA). Derfor kan det godt være, at ISDS-tribunalet i sidste ende vil blive pillet ud af TTIP. Og det kan man umiddelbart se som en sejr. Men spørgsmålet er, om det også vil være tilfældet?
Pt. er forhandlingerne om CETA netop afsluttet. CETA er en handelsaftale mellem EU og Canada, og den indeholder også en ISDS-domstol. Denne aftale kan bruges af alle virksomheder, der blot har en postadresse i Canada, også af amerikanske, og dermed behøver man i virkeligheden ikke længere en voldgiftsdomstol i TTIP.

Hele spørgsmålet om TTIP (CETA og alle de andre handelsunioner, der aktuelt forhandles om) har skabt store bekymringer rundt om i EU, USA og mange andre steder. Derfor må Folkebevægelsen være meget åben over for samarbejder af forskellig art, nationalt, på EU-plan og internationalt. Selv blandt mange normalt meget EU-positive organisationer vækker den nuværende situation stor bekymring – og det skal vi være parate til at drage nytte af.

En stadig mere ufredelig verden

Der er næppe mange, der ikke har en følelse af, at den verden vi lever i pt., er blevet en mere ufredelig verden. Ufreden manifesterer sig bl.a. i Irak, Syrien, Gaza, Ukraine, Sydsudan og Libyen.
Og videre oplever vi det helt konkret i Danmark ved, at mennesker fra mange af disse konfliktområder søger væk, og at nogle af dem i sidste ende lander her i landet som flygtninge. Den oplevelse deler vi med en række andre EU-lande, og nogle af disse oplever det i langt højere grad, end Danmark gør. Danmark, og de øvrige EU-lande, har selvfølgelig en forpligtelse ifølge bl.a. FN’s regler til at sikre disse menneskers sikkerhed.

Det vil næppe være retfærdigt at beskylde EU og EU’s beslutninger for at være hovedårsagen til, at de førnævnte konflikter er brudt ud. EU’s handelspolitik og fiskeripolitik har selvfølgelig spillet en negativ rolle, men det handler selvfølgelig også om lokale forhold, regionale forhold og beslutninger taget mere bredt internationalt. Netop i forhold til den sidstnævnte faktor kan særligt nogle af de store EU-medlemslande have spillet særlige roller, eksempelvis i FN’s Sikkerhedsråd. Men særligt i forhold til Ukraine kan man hævde, at her har EU spillet en hovedrolle, og næppe en konfliktdæmpende hovedrolle. (Mere om det i den parlamentariske beretning).

I det hele taget skal man ikke være blind for, at EU globalt løbende beskytter sine økonomiske interesser, ikke mindst i den tredje verden, og i en række af de gamle Sovjetstater. Og det kan eksempelvis godt give konflikter med Rusland om, hvem der skal have hvilke områder som interessesfærer. Det er klassisk stormagtspolitik og stormagtsrivalisering.
Endelig skal man ikke glemme, at EU-området samlet set er verdens næststørste våbeneksportør, efter USA. Også disse interesser skal plejes. Det er for flere EU-lande en væsentlig industrisektor, både økonomisk og beskæftigelsesmæssigt, ikke mindst her under krisen. Et eksempel er de franske helikopterhangarskibe, der i lang tid skulle sælges til Rusland på trods af både russisk indlemmelse af Krim og de øvrige uroligheder i Ukraine.

Afslutning

Denne politiske beretning har først og fremmest været en festberetning!
Folkebevægelsens valgkamp, valgresultat og medlemsfremgangen gør, at man ikke kan mene andet. Men den fest forpligter også!
Alle de andre emner, denne politiske beretning behandler, viser, at der er massivt brug for en kraft som Folkebevægelsen. Folkebevægelsen skal aktivt forsvare folkestyret og miljøet, og vi skal forholde os sig til et kriseramt EU, der skubber stadig flere af sine borgere ud over den økonomiske og sociale afgrund via sin krisepolitik. Social dumping er noget, vi aktivt skal vende os imod, ikke mindst EU-truslen mod det danske RUT-register og arbejdsklausuler. Vi ser desuden en fortsat stadig større indskrænkning af den nationale suverænitet på andre vitale områder. Eksempelvis når det gælder Bankunionen og den nationale ret til at regulere den finansielle sektor via nationale regler.
I Danmark må vi også formode, at der vil komme et angreb på retsundtagelsen, hvor kravet fra EU-tilhængerne vil være, at Danmark skal underlægge sig EU’s overnationale retspolitik.
Endelig skal Folkebevægelsen forberede sig på at fortsætte kampen mod TTIP (og CETA). Her er noget af det vigtigste at få forbundet vores indsats i Danmark med initiativer andre steder i EU, men også i USA og Canada. I den forbindelse bliver Folkebevægelsens repræsentation i EU-parlamentet helt central.