”Det er bittert for Cypern, men nu har vi det resultat, som den tyske regering hele tiden er gået ind for”. Sådan udtalte den tyske finansminister, Wolfgang Schaeuble, til Reuters, da det før påske stod klart, at det var lykkedes den såkaldte Trojka (EU-kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF) at tvinge Cypern til at blive sat under administration.

For at gøre det fuldendt manglede Schaeuble bare at tilføje: ”For sådan er det jo”! Ligesom i fodbold, hvor der er 11 spillere på hvert hold, hvor bolden er rund … og hvor Tyskland altid vinder til sidst!

I EU’s propaganda virkede det næsten som om Cyperns problemer var opstået fordi landets banker havde gjort sig selv til attraktive skattely for mere eller mindre lyssky kapital fra især Rusland. Men hvordan kan dét føre til økonomisk krise og truende kollaps?

Det kan det naturligvis ikke. Cypern og Cyperns banker har tjent rigtig mange penge på at servicere store investeringer fra udlandet. Så mange, at onde tunger påstår, at en række lande med Tyskland i spidsen, er rigtig sure over, at disse mange penge er gået deres egen næse forbi.

I virkeligheden er det store beholdninger af græske statsobligationer og investeringer i græske banker som har trukket de cypriotiske banker ned i sølet. Da Trojkaen gennemtvang en nedskrivning af de græske statsobligationer – det såkaldte ”haircut” – var det kun et spørgsmål om tid før de cypriotiske banker ville stå med tiggerstaven i hånden.

På den baggrund havde Cypern ikke mange andre muligheder end at henvende sig til selvsamme Trojka og anmode om et lån. Det fik de så også, men prisen blev høj. Ikke alene sker der en voldsom beskæring af landets banksektor, men der sker også en indfrysning af indestående på over 100.000 euro (cirka 750.000 kroner).

Det betyder på den ene side en enorm stigning i landets gæld. Konkret til 140 procent af bruttonationalproduktet - mod de højst 60 procent, som euro-reglerne tillader. Men på den anden side er landets vigtigste indtægtskilde ved siden af turistindustrien blevet frataget sit eksistensgrundlag. Der er næppe mange russere – eller andre – som fremover vil sætte deres formuer i Cypern med risiko for at de igen vil blive indefrosset.

Derfor betyder redningsplanen, at Cypern vil hensynke i en dyb krise med stigende gæld og underskud på de offentlige finanser. En fremtid, som ikke ligefrem bliver lysere af Trojkaens konstante krav om privatisering af overskudsgivende offentlig virksomhed. Guldæggene skal sælges til udenlandske investorer og når varmen fra dét er forduftet, så kommer kulden. Det er som om, at vi har set det hele før!

For Cypern bliver EU’s hjælp altså en dyr fornøjelse. Men hvordan egentlig for EU selv? Har EU ikke brugt en masse tid og penge på at skabe det indtryk hos bankkunderne, at deres indestående i bankerne var sikre – angiveligt for at undgå den ustabilitet som et stormløb på bankerne med krav om udbetaling af indeståender ville få?

Efter voldsom modstand fra den cypriotiske befolkning opgav Trojkaen ganske vist at tvinge indeståender på under 100.000 euro til at betale en afgift på 6,75 procent og valgte i stedet udelukkende at lade indeståender over 100.000 euro betale.

Men hvem kan være sikre på, at EU ikke også en anden gang vil lægge op til at forgribe sig på småsparernes penge for at redde kriseramte banker? Det er kort sagt ikke tilliden til alene de cypriotiske banker, som de sidste uger er forsvundet som dug for forårssolen!