Der skal gennemføres en ny traktat, der gør EU til en føderation, fastslog kommissionsformand Barroso for nylig, og forleden konstaterede den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, at de nuværende traktater ikke er tilstrækkelige til at sikre en stærk centralmyndighed til at styre økonomien, herunder finans- og bankunionen. Den franske præsident Hollande bakkede op: EU må have en økonomisk regering, en folkevalgt præsident, der bl.a. kan harmonisere skatterne.
Eurokrisen har dokumenteret, at det ikke er muligt at have en monetær union uden en fælles styret økonomisk politik med herredømme over finanser, budgetter, skatter og lønudvikling, pensioner og overførselsindkomster. Eurozonen (”kærnen” i EU) skal være egentlig forbundsstat, en føderation. Og de øvrige EU-lande er velkomne til at tilslutte sig – faktisk forventes de at følge med efterhånden som de bliver ”modne” til indtræden.
Det er ikke hensigten at dette skal være et stort tema for næste års valg til Europa-Parlamentet, dertil er sagen alt for upopulær. Men når valget er overstået, går traktatrevisionen i gang i 2015. Briternes accept forventer man formentlig at få ved at give dem den særstilling i EU, som den britiske regering ønsker.

Den danske regering har nedsat et europapolitisk udvalg, hvor oplægget er, at Danmark skal være tættest mulig på kernen i EU (læs: eurozonen). Som såvel statsministeren som økonomiministeren har sagt det: ”Danmark er det 18. euroland”. Danmark bliver da også, sammen med eurolandene Holland og Finland, brugt som bydrenge for Tyskland i forberedelserne til føderationen. I fjor var udenrigsministeren medforfatter til en føderalistisk rapport, og for nylig var de tre landes europaministrene ude med krav om mere omfattende sanktionsmuligheder imod medlemslande, der ikke retter ind efter EU´s demokratiske regelsæt. Det fordrer en traktatændring.
De fem EU-partier (V, S, R, SF og K) vil føderationen. EL og formentlig LA vil det ikke. DF sætter ministerposter højere end EU-modstand, så hvis det er regeringsparti efter næste folketingsvalg, må det formodes, at der er 5/6 flertal i Folketinget for føderationstraktaten. Så slipper man for en folkeafstemning, selv om Danmarks juridiske omdannelse fra en suveræn stat til en delstat burde følge reglerne for grundlovsændring (§ 88).
Der er naturligvis også den mulighed, at EU-partierne vil påstå, at den nye traktat ikke indebærer ny suverænitetsafgivelse, men kun traktatfæstner finanspagten og bankunionen. Følgelig vil den kunne ratificeres uden anvendelse af grundlovens § 20. Danske regeringer har jo de bedste erfaringer med, at deres egne juristers grundlovsfortolkninger ikke anfægtes af domstolene.

Højesterets fleksibilitet er jo imponerende: Hvis regeringens jurister siger, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, så er der ikke tale om suverænitetsafgivelse. Og hvis selv regeringens jurister siger, at der er tale om suverænitetsafgivelse, så er det alt nok, at lovteksten beskriver suverænitetsafgivelsen – ganske uanset suverænitetsafgivelsens art eller omfang. ”I nærmere bestemt omfang” betyder altså ikke, at suverænitetsafgivelsen skal være afgrænset, defineret eller præcis, næh, det betyder blot, at den er nedskrevet.
Højesteret har dog sagt, at suverænitetsafgivelsen ikke kan være så omfattende, at Danmark ikke længere kan betegnes som en suveræn stat. Men, iler man med at tilføje: Hvornår det måtte være tilfældet, er et politisk spørgsmål, altså op til regering og folketing at afgøre. Således vasker man sine hænder og svigter borgernes grundlovsmæssige ret til at blive hørt gennem en folkeafstemning. Højesteret, der skulle sikre folkesuveræniteten i at ske fyldest i henhold til grundloven, ofrer den og underkaster sig den udøvende og lovgivende magt.
Vælgerne må altså tage sagen i egne hænder og sikre den stærkest mulige repræsentation af EU-modstandere i det næste folketing og selvfølgelig ved næste års Europa-Parlamentsvalg. Det kan blive det sidste udkald for Danmark som suveræn stat.