På Færøerne har vi svært ved at forstå., at det lykkedes den pelagiske lobby, at føre EU-parlamentet så meget bag lyset, at de vedtog en boycot mod os. Det er en boycot, der bryder international lovgivning. Og det kan betyde meget for EU.
Hvis der skal sanktioneres mod de rigtige ”slemme drenge”, ville det vise, at EU ikke har rent mel i posen. Og at EU bryder international lovgivning uden at blinke.

Skal EU lære os om bæredygtighed?

Det er svært at forstå, at EU, med den fiskeripolitik, de selv har ført, skal fortælle os om bæredygtighed. EU har godkendt, at deres fiskerifartøjer driver rovdrift på egne og andres bestande, uden at det har fået konsekvenser for dem, der har være med.
EU har godkendt, at man smider 80 pct. af alle fisk ud igen. Det mens en stor del af verdens befolkning sulter. Det kan ikke accepteres, at fisk smides ud igen. Det er noget af det mest uetiske, der findes indenfor fiskeri. De danske fiskere har også flere gange sagt, at de ikke vil være med til at smide fisk i havet.

De danske fiskere påpeger, at fordi dem der laver lovgivningen ikke ved, hvordan fiskeri foregår, så bliver fiskere nødt til at smide en stor del af fangsten ud igen. Hvis de ikke gør det, bliver de kriminelle.

Selvfølgelig skal alle fisk, man har fanget, tages ind. For optagelser har vist, at en stor del af de fisk, man har smidt ud igen, ligger døde på bunden.
EU har været med til at fiske den nordatlantiske sildebestand. Det er en bestand, som ikke er i en EU-zone. På trods af det har EU med deres rovdrift gjort, at sildebestanden nu er ved at kollapse. Det som verden skal gøre i denne sag, er at fordømme, at skibe fra EU-lande kommer ind i andre zoner og fisker flere gange mere end det de har lov til. De tager kun en lille del af fangsten (den der giver flest penge), for så at smide meste ud i havet igen.

Nej, nej, nej! Vi vil bæredygtighed – nul udsmid!

At røve legalt

Det, som EU prøver på, er at få lov til at røve fisk i færøsk zone legalt. For at kunne det, må de overbevise omverden om, at Færøerne ikke har lov til at fiske i sit farvand. Det gør man ved at komme med tvivlsomme beskyldninger mod Færøerne om, at vi nedfisker bestanden. Folk i EU og omverden har ikke nogen mulighed for at vide, hvad der er forkert og hvad der er rigtigt. De kender ikke noget til fiskeriet og den industri, som hører til. De må forholde sig til det, de hører i medierne, og det er langt far altid korrekt.

Hvis det lykkes at vinde mediekrigen, kan det give let spil for de skurke, der står bag det her. Derfor er vi meget opsat på, at vi ikke vil give efter for de meget tvivlsomme aktører, der står bag dette usle angreb på det lille færøske samfund. De fleste af os kender historien om dengang, de fandt guld i Black Hills i South Dakota *). Nu vil man gøre det samme med Færøerne. Man sætter dem i miskredit, for at kunne begå uhyrligheder mod dem. Uetisk og usmageligt for en stoirmagt, der vildleder sin egen befolkning.

Nogle af de aktører,som står bag dette angreb, er færøske kvotabaroner med base i Danmark. De er berygtede på Færøerne for deres måde at drive forretning på. Der er mange, der mener, de ikke er helt fine i kanten. Når den ene af de færøske kartelbaroner i Danmark udtaler sig om, at hvis Færøerne fiskede bæredygtigt, så ville der ikke være problemer, så er det ikke andet end en stor løgn. Det han mener er, at hvis vi ikke gør, som han siger, så skal vi boycottes. Det siger en mand, som i årevis har smidt fisk i havet. Ikke så lidt frækt.

Hvem taber mest?

Hvem er det, der taber mest på de sanktioner, som EU har sat gang i? Er det færøerne? Eller er det folk i EU? Dette spørgsmål er ikke blevet belyst særlig godt.
Svaret er enkelt. Det er arbejdspladser i Polen, Baltikum, Skotland og Danmark, der bliver væk. Det sørgelige er, at EU ikke lytter til de tusindvis af mennesker, der nu mister deres arbejde, bare fordi man vil give færøsk fisk til et kartel af griske mennesker, der så at sige ikke skyr noget middel for at nå deres mål.

Det eneste rigtige at gøre nu, er at kikke de aktører efter i sømmene, der nu sidder på de pelagiske rettigheder i EU. Det allerbedste ville være, at de på grund af deres gerninger fik deres fiskerettigheder inddraget.

* I følge en traktat fra 1868 tilhørte Black Hills i South Dakota ikke USA, men Sioux-stammen, da der blev fundet guld. Indianerne ville ikke afgive minerettigheder eller jord, men det respekterede USA ikke. For at beskytte de civile amerikanere, der ulovligt trængte ind i området i jagten på guld, sendte USA en militær styrke ind ledt af general G.A. Custer, som knuste den indianske modstand. Red.