Umiddelbart før jul afsagde EU-domstolen sin afgørelse i den såkaldte ”Vaxholm-sag”. Konkret handlede den om det svenske bygningsarbejderforbund havde ret til at tvinge et lettisk firma, som byggede en skole i Sverige, til at tegne en overenskomst på normale svenske vilkår. Principielt handlede afgørelsen altså om konflikt-retten.
På den baggrund burde der jo ikke herske nogen tvivl om dommen. I hvert fald ikke for de af os, som er gamle nok til at huske løfterne op til folkeafstemningen om dansk indmeldelse i 1972. For det var jo dengang, at LO og Dansk Arbejdsgiverforening op til afstemningsdagen indrykkede store annoncer i landets aviser med det klare budskab: ”Nødderne knækker vi selv”. EU-modstandernes ”usaglige påstande” om risiko for, at strejke- og aktions-retten på sigt ville blive undermineret, skulle effektivt manes i jorden.

Alligevel nåede EF-domstolen i december frem til, at den svenske fagbevægelse ikke havde retten på sin side. Dermed bekræftede domstolen sin dom fra tidligere på måneden i den såkaldte ”Viking Line-sag” om estiske arbejderes forhold på færgerne mellem Finland og Sverige. Konflikt-retten er bestemt ikke ukrænkelig i EU. ”Nødderne” knækker arbejdsmarkedets parter måske selv, men kun indenfor de rammer, som EU-domstolen udstikker.

Dommen har udløst et større juridisk skoleridt om, hvor meget konfliktretten er blevet indskrænket. Men at det er sket, er hævet over enhver diskussion. Det er der nogen, som er meget glade for. F.eks. svensk arbejdsgiverforening, hvis arbejdsretschef, Lars Gellner, kalder dommen ”et vigtigt og velkomment bidrag til en øget bevægelighed over grænserne for virksomheder”. Det er jo logik, at det fremmer mobiliteten, at kunne score en ekstrafortjeneste ved at udføre arbejde i et andet land til en langt lavere udgift end lønmodtagerne normalt får i det land. Kapital-logik!

Omvendt har f.eks. tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen erklæret sig ”dybt frustreret” over afgørelsen. Som han skriver i en erklæring: ”Dette er ikke en afgørelse for et socialt Europa. Med dommen lægges en tåge ned, der kan skjule dårlige arbejdsgivere og som kan resultere i, at lønnen presses”.
Nyrup har helt ret. Det eneste, man kan undre sig over, er hans overraskelse. For EU har aldrig handlet om at forsvare hverken konfliktretten eller et socialt Europa. Men det skal ikke skille os ad. Nu må alle gode kræfter stå sammen og forlange, at ratifikations-processen af Lissabon-traktaten sættes i stå, indtil det klart og tydeligt er blevet slået fast, at EU-domstolen ikke skal have nogen bemyndigelse til at indskrænke en lovlig konfliktret i Danmark.

For man kan da ikke forestille sig, at nogen demokratisk indstillet person vil give nye beføjelser til EU, så længe den grundlovssikrede konfliktret i Danmark blæser i vinden? Eller kan man?