I adskillige år har EU og AVS-landene (79 af verdens fattigste lande i Afrika, Caraibien og Stillehavet) forhandlet om nye handelsaftaler, der skulle erstatte tidligere handelsaftaler, der gav de fattige lande gode muligheder for at sælge deres varer i EU, uden at varerne blev pålagt told. Aftalerne gav samtidig de fattige lande mulighed for at pålægge told på varer fra EU og derved beskytte deres egne markeder. Med andre ord var der tale om relativt gode aftaler for de fattige lande.
Men Verdenshandelsorganisationen WTO dømte aftalerne ulovlige, da aftalerne favoriserede den ene part. Derfor måtte EU og AVS-landene til forhandlingsbordet. Resultatet blev de såkaldte Økonomiske Partnerskabs Aftaler også kaldet EPA.

EPAerne er helt igennem EUs opfindelse. Og de er også stort set kun til fordel for EU. Forhandlingerne mellem AVS-landene og EU var kraftigt præget af, at EU har langt større kapacitet til denne slags forhandlinger end de fattige lande.
AVS-landenes forhandlere er meget få, hvilket gør det svært for dem at føre forhandlingerne til fordel for dem selv. De har dog gjort, hvad de kunne for at råbe EU og EUs befolkning op. Desværre er handelspolitik et område, der er meget svært at sætte på dagsordenen, formentlig fordi det er temmelig teknisk.

De allerfattigste lande har dog foreløbig fået lov til at bibeholde deres hidtidige fordelagtige aftaler, men det er fortsat over halvdelen af landene, der har skrevet under.

Mafiametoder

Samtidig har EU gjort brug af rene mafiametoder: EU har simpelthen sagt til de fattige lande, at hvis ikke de accepterede EUs krav til de nye aftaler, så mistede de fattige lande deres fordelagtige adgang til EUs markeder samt dele af deres bistand. Dette ville være intet mindre end katastrofalt, da eksporten til EU ville blive fuldstændig smadret.
Med andre ord er det svært at tale om reelle forhandlinger. Der er snarere tale om diktat fra EU. Scenariet for de fattige lande var et simpelt valg mellem pest eller kolera: Enten mistede de deres adgang til EUs marked, hvilket med et snuptag ville fjerne en stor del af deres livsgrundlag i form af eksportindtægter. Eller også åbnede de deres egne markeder fuldstændig, hvilket ville ødelægge deres egne firmaers muligheder og landets økonomiske udvikling.

Kraftig kritik

Indholdsmæssigt har der været enorm modstand mod EPAerne - både fra de berørte fattige lande, fra samtlige NGOer, der arbejder med området og endda også fra EUs eget Udviklingsudvalg. De mener alle, at den aftale EU har presset igennem, er til skade for de fattige lande og kritiserer kraftigt, at der ikke indtænkes udviklingspolitik i EPAerne. Samtidig viser langt de fleste undersøgelser, at mange af AVS-landene, i hvert fald på kort sigt, vil blive økonomisk hårdt ramt af aftalerne, bl.a. fordi de mister vigtige toldindtægter.

EU har hele tiden dækket sig ind under, at de tidligere aftaler ikke har ført til udvikling og at der derfor er brug for noget nyt. For det andet bliver frihandel udlagt som mirakelkuren, der kan hjælpe verdens fattige ud af fattigdommen. Beviserne fra den virkelige verden lader nu stadig vendte på sig.

De reelle årsager til, at EU har presset så hårdt på for netop disse aftaler og konsekvent har afvist at skifte standpunkt på selv de mindste områder, skyldes formentlig, at EU er bange for, at Kina overtager markederne i Afrika. Kinas investeringer i Afrika eksploderer i disse år. Det er med andre ord et spørgsmål om, hvem der hurtigst og bedst kan udnytte de fattige lande til egen vinding. Det er et politisk og økonomisk stormagtsspil, hvor EU er bange for at ende som taberen, men hvor de sikre tabere bliver verdens fattigste.

Vidtrækkende konsekvenser

Konsekvenserne for alle de berørte lande bliver til at tage at føle på. De tre lande, der valgte ikke at skrive under på EPAerne (Nigeria, Gabon og Republikken Congo), mister således deres fordelagtige adgang til EUs markeder. Men disse tre lande er også nogle af de relativt stærkeste, hvor f.eks. Nigeria har store olieindtægter. Det bliver formentlig ikke let for dem, men de har trods alt bedre muligheder end de fleste andre AVS-lande for at overvinde de udfordringer, de nu står over for.
De lande, der har skrevet under på aftalerne bliver formentlig langt værre stillet. Når de fattige lande over en årrække tvinges til at åbne deres markeder op for EUs varer, vil de simpelthen blive oversvømmet af varer fra EU.

Så ikke nok med, at de fattige lande stadig har svært ved at eksportere til EU bl.a. pga. landsbrugsstøtten. De bliver også udkonkurreret hjemme af overlegne firmaer fra EU. Det bliver ligeledes nemmere for firmaer fra EU at gøre brug af den meget billige arbejdskraft til at producere billige varer, som de derefter kan eksportere til de rige lande. Overskuddet går ofte til de udenlandske selskaber i stedet for at komme de fattige lande til gode.

Der er altså tale om fuldstændig katastrofale aftaler. De uundgåelige konsekvenser af EUs politik er, at verdens fattigste mennesker bliver de helt store tabere.

Læs mere på www.ansvarsflugt.dk