Hvis man nøjes med EUs officielle tekster som kilde til den retspolitiske virkelighed, kan der ikke være tvivl om, at EU udgør en nærmest fuldkommen demokratisk retsstat: EU er intet mindre end “Et område med Frihed, Sikkerhed og Retfærdighed”, som skrevet står i traktaten.
Men EU-systemets praksis bag EU-teksternes demokratiske skønmaleri beretter en anden historie. Historiens første kapitel fortæller, hvordan EU-systemet opbygger et verdensøkonomisk førerskab. Førerskabet (som deles med USA) praktiseres som en systematisk udbytning af verdens fattige befolkninger, en praksis der indebærer, at verdens økonomiske ulighed vokser. Hver dag!

Det rige EU bliver rigere i takt med, at størsteparten af klodens øvrige beboere bliver stadig elendigere stillet. De fattiges udviklingsmuligheder blokeres systematisk gennem EUs (for ikke at tale om USAs) jerngreb.

EU-historiens efterfølgende kapitler drejer sig om de politiske midler, der bruges til at fastholde den udbyttede verdens befolkninger under EU-herredømmet. Her finder vi først et EU-retsvæsen, der sætter verdens økonomiske ulighed på paragraffer; herunder ikke mindst EUs landbrugsstøtte, der effektivt afskærer den fattige verdens bønder fra elementære uretfærdigheder.

Til virkelighedsberetningen hører dernæst EU-politi og EU-efterretningsvæsen, der overvåger, foregriber og afværger enhver tendens til oprør mod verdensøkonomiens himmelråbende uretfærdigheder.
I lyset af flere menings- og hensynsløse attentater (særlig i England og Spanien) har EU og medlemslandene opbygget et “værn mod terrorisme”. Værnet består af ukontrollable politi- og efterretningssystemer, der rummer autoritære krænkelse af elementær retsbeskyttelse. Rene politistatsmetoder - uden den fjerneste forståelse for den kendsgerning, at terrorisme (hvor frastødende den end er) ikke mindst afspejler den fattige verdens desperate afmagt.

Juridiske håndværkere og teoretikere har i mange år kæmpet for borgernes retssikkerhed i form af en effektiv beskyttelse – ikke mindst for samfundets underprivilegerede – over for politi og anden statsmagt.

I forhold til verdenssamfundet er resultatet deprimerende. I takt med den voksende økonomiske succes for EU øges oprørspotentialet mod verdensøkonomiens horrible uretfærdigheder. Og i samme takt vokser politistatsmetoderne.
Uden erkendelse af disse basale sammenhænge – med aktiv verdensøkonomisk udligning – forvandles retsstaten gradvist til en politistat. Den samlede elendighed vokser faretruende.