fbpx Skip to content

Ønsker til en ny minister


Det ville være skønt, om ikke den nye minister vil søge lidt afklaring på alle de mulige folkeafstemninger.
Det sker jo ikke så tit, at vi ligefrem får en ny minister på Europaområdet, så derfor må vi sørge for at byde ham godt velkommen – og naturligvis bidrage med et par gode råd til hans nye arbejdsområde.

Ã…benhed og dialog

For det første vil det klæde ministeren overordentligt meget, hvis han anlægger en lidt mere åben stil, hvor f.eks. vigtige politiske aftaler, som Europapolitisk aftale, ikke bliver forhandlet i lukkede rum, men derimod i dialog med befolkningen.
Når man ønsker at skitsere Danmarks forhold til og tilgang til EU, vil intet vel være mere naturligt end at skrive mere, end blot hvad nogle politiske partier vil.
Bevares, vi kan også bare se aftalen som værende en aftale mellem en håndfuld partier, som alle er enige om, at EU bare er åh så godt, men så skal man jo ligesom ikke komme og sige, at aftalen samtidig skal afspejle hele nationen.
Man skal ikke lede særligt længe for at finde ganske mange kritiske danskere, der f.eks. ikke mener, at det står øverst på dagsordenen at overlade mere magt til EU.
Og når det kommer til f.eks. spørgsmålet om bankunion, må man da forvente, at partierne er i hvert tilfælde lidt interesserede i at høre, hvad andre i Danmark end dem selv mener.
Måske tager jeg fejl, måske mener de faktisk ikke, at befolkningens ønsker og tanker er interessante, men man har jo lov til at håbe – og komme med sine ønsker …

Folkeafstemninger: ja, nej, måske

Og så ville det være skønt, om ikke den nye minister vil søge lidt afklaring på alle de mulige folkeafstemninger. Det giver ikke grobund for en god debat, at man hele tiden er i tvivl om, hvad der skal debatteres nu.
Det kunne være, at hr. Hækkerup kunne lave et lille årshjul. Her kunne han f.eks. skrive november: Kommunalvalg, december-maj: Debat og diskussion om EU afsluttende med maj: Folkeafstemning om Patentdomstolen, bankunionen og parlamentsvalg. (Man kan som bekendt spare mange penge ved at lægge flere afstemninger samme dag).
Til næste efterår kunne man jo så indlægge plads til en grundlæggende debat om EU, som kunne munde ud i det grundlæggende spørgsmål: Ønsker befolkningen at fortsætte EU-medlemskabet?
Se, dét ville være et årshjul med manér, og det ville vise en minister, som ikke er bange for befolkningen.
Jeg håber sådan, at det er sådan en minister, vi har fået. Det er muligvis naivt, men nogen gange skal man også give plads til drømmene!

Back To Top