skip to Main Content

Opråb til politisk sporskifte



Aktuel politisk kommentar af Hardy Hansen, fhv. forbundsformand


Vi har fået en ny R S SF regering, der desværre på nogle områder fortsætter med at føre borgerlig klassepolitik, så jeg kan godt forstå, at liberalisterne hos de radikale for tiden jubler. Det er også forståeligt, at der er oprør i SF om den politiske linie i regeringen med smalkost, og det er på samme måde forståeligt at Socialdemokratiet kun har godt 18 % af befolknings opbakning til den førte politik, der kun er det halve af, hvad partiet har, når der føres beskæftigelses og velfærdspolitik med retsmæssige gode levevilkår, for alle i den danske befolkning, så alle får et godt liv. Regeringen vælger uforståeligt at fortsætte VKOs politiske linie mod et 2/3 samfund med nye fattigdomstiltag, som befolkningen fravalgte ved sidste valg. Regeringen fejler også, når den går efter brede forlig med VKOs markedsorienterede snæversynede linie, der har været medårsag til at vi har mistet næsten 200.000 arbejdspladser. Det vil være meget mere fremadrettet at søge et tættere samarbejde med Enhedslisten, der i den politiske substans ligger tættere på S og SF politiske linie om, at vi ikke skal spare, men arbejde os ud af krisen.

Fagbevægelsen, som har været arkitekten til det danske “velfærdssamfund” – som for tiden desværre er under afvikling – må i langt højere grad tage kampen op mod det politiske system, som er godt i gang med at kvæle fagbevægelsen gennem alle de politiske indgreb på arbejdsmarkedet, der bl.a. omhandler:
Forbud mod eksklusivaftaler
Lavere fradrag på selvangivelsen
Gav plads for gul fagbevægelse
Ødelagde efterlønsordningen
Kæmpe forringelse af dagpengesystemet
Reallønsfald til lønmodtagerne
Stor lønfest på direktionsgangene
EU’s mange angreb på den danske overenskomstmodel og arbejdsforhold o.s.v.

Det svækker populariteten blandt medlemmer, der har resulteret i en medlemstilbagegang på ca. 25 % i LO familien, men det er stadig vigtigt at fagbevægelsen ikke er halehæng til det politiske system, men fortsætter den faglige kamp, der har gjort Danmark til verdens bedste land at være lønmodtager i trods fejl og mangler.

Frustrerede vælgere vælger mod al logik partiet Venstre som en protest mod regeringens politik, og løftebruddene består i at føre politik tæt på Venstres præferencer og interesser samt et halvhjertet forsøg på at hjemtage nogle af de oliemilliarder, Løkke forærede Mærsk og ligesindede i bankverdenen og den finansielle sektor og andre rige. Regeringen er holdt op med at føre socialdemokratisk politik ved at tage fra de rige og give til de fattige.

Vælgerne, som hovedsagligt er lønmodtagere, har gennemskuet, at regeringen hellere vil lave bankpakker end jobpakker, og de kan også godt gennemskue, at regeringens krav om større arbejdsudbud er vejen mod den sociale massegrav for dem, der skal ud i arbejdsløshedskøen.

Vælgernes reaktion i meningsmålingerne og medlemsflugten er et tydeligt bevis på, at de ønsker arbejde og er utilfredse med den alt for høje arbejdsløshed, der har resulteret i, at der stadig er godt 800.000 i den arbejdsdygtige alder, der for tiden ikke er et reelt arbejde til.

Trepartsforhandlingerne kan blive et vendepunkt for fagbevægelse, hvis den sætter hælene i og viser regeringen og oppositionen, hvor skabet skal stå gennem konstruktiv nytænkning og dropper al form for offentlig sparepolitik i den social sektor, der er lagt op til i den kommende socialreform og i beskæftigelsessektorerne. Den offentlige sektor skal i samarbejde med private i den udstrækning de ønsker at være med, være et lokomotiv for udvikling og vækst i form af titusindvis af nye job, som skabe merværdi og samtidig lemper de offentlige budgetter. For i en situation med misvækst og stigende arbejdsløshed bør alle kræfter sættes ind på at øge de offentlige investeringer til gavn for ungdomsarbejdsløsheden, ufaglærte og faglært, så Danmark fortsat vil være et produktionsland med jobmuligheder for alle.

Fagbevægelsen må også bruge trepartsforhandlingerne til at komme af med finanspagten. Det er på høje tid, at vor socialdemokratisk ledede regering, som for tiden har formandskabet i EU, tilslutter sig de franske og tyske socialdemokraters krav om genforhandling af finanspagten med henblik på jobskabelse til 50 mill. arbejdsløse europæere og velfærdsforbedringer, i stedet for den sociale massakre, som EU har påtvunget medlemslandene. Med efterfølgende folkeafstemning om finanspagten.

Såfremt fagbevægelsen ikke får afmonteret finanspagtens fejlkonstruktion med en udbygning af valutaunionen med den fælles mønt Euroen, som umuliggør en vækststimulerende politik i Europa, som er det eneste, der kan løse den økonomiske krise i modsætning til finanspagtens umenneskelige sparepolitik på beskæftigelse og velfærdsområderne. Resultatet af finanspagten vil være et frontalangreb på den danske overenskomstmodel og retten til at strejke for bedre løn- og arbejdsforhold bliver begrænset som følge af, at EU i fremtiden skal styre landenes økonomi, der betyder, at Danmark også bliver lagt i benlås og økonomisk spændetrøje. Det er især vigtigt at fastholde den danske overenskomstmodel, for hvis vi bliver henvist til sydeuropæiske løn- og arbejdsforhold, vil mange danske lønmodtagere blive tvunget til at arbejde for langt under 100 kr. i timen som i mange andre EU lande, der vil betyde at mange familier kommer til at gå fra hus og hjem.

Ifølge finanspagten skal EU fremover godkende alle større reformforslag, som vil handlingslamme fagbevægelsen og undergrave fagbevægelsens eksistens. EU’s harmoniseringskrav vil undergrav fagbevægelsens velfærdsmodel og gennemtvinge forsikringsmodeller og fremme liberalisternes krav om privatisering af den offentlige sektor, så kapitalen kan tjene penge på de nuværende solidariske velfærdsforanstaltninger som ældrepleje, sygehusvæsenet, børnepasning, skole og uddannelsesinstitutioner, energi og vandforsyning o.s.v., og der vil blive øget brugerbetaling på velfærdsgoderne.

Det er vigtigt at få et politisk sporskifte, så vi kommer væk fra EU’s og den forrige og nuværende regerings kurs mod minimalstaten.

Fagbevægelsen og den progressive del af befolkningen og de der repræsenterer et fremsynet erhvervsliv, må i fællesskab arbejde for et politisk sporskifte, så vi ikke ved næste valg får den gamle regering tilbage, som alt jo tyder på. Derfor skal vi ikke i misforstået solidaritet tage den førte politik til efterretning.

Min livserfaring fortæller mig, at vi har så meget ekspertise i de offentlige institutioner og i den brede befolkningen, der er parat til at gå igennem ild og vand for at få et solidarisk velfærdssamfund stablet på benene med fuld beskæftigelse og solidarisk fordelingspolitik, der også omfatter både politisk og økonomisk demokrati så arbejdsglæden styrkes og arbejdsfællesskabet og retfærdighed bliver lokomotivet til det gode samfund.

Danmark har i øvrigt rigelige økonomiske ressourcer, hvis de bliver fordelt klogt til samfundets bedste, så det er ikke nødvendigt at tage noget fra samfundets økonomisk dårligt stillede, og der er også penge til at skabe grøn bæredygtig jobvækst.

Back To Top

Ved at bruge hjemmesiden accepterer du brugen af cookies mere information

Vi bruger cookies i forbindelse med besøgsstatistik.
Hvis du fortsætter med at bruge hjemmesiden uden at ændre dine cookie indstillinger eller du klikker OK herunder, betragtes dette som din accept.

Luk