fbpx Skip to content

Polens præsident underskriver kontroversiel medielov

Titusindvis af mennesker protesterede lørdag i Polen mod den nye medielov, som med præsident Duhas underskrift nu træder i kraft. Loven giver den konservative regering øget kontrol med de statslige medier.

Loven giver Finansministeren fra det konservative Lov og Retfærdighed-parti bemyndigelse til at udpege og fyre fremtrædende personer inden for statsligt radio og TV. Regeringen får dermed mulighed for at indsætte loyale støtter på chefstillingerne i det polske stats-TV.

De folkelige protester samt den skarpe kritik fra blandt andre Europarådet af medieloven skal ses som led i en række love fra den polske regering, der kritiseres for ikke at leve op til retsstatsprincipper.

Før nytår vedtog den polske regering trods protester en lov, som svækker den polske forfatningsdomstol samt en lov, som gør det muligt at udskifte ledende embedsmænd med politiske støtter, uden krav til relevante kvalifikationer.

EU-Kommissionen truer med sanktioner

På baggrund af denne udvikling i Polen har EU-Kommissionen indledt en procedure, som kan ende i ikke tidligere anvendte sanktioner.

På onsdagens kommissionsmøde vil der således, som første skridt i en mekanisme til at håndtere “systematiske trusler” mod retsstatsprincipper, være en debat om retstilstanden i Polen.

Finder EU-Kommissionen at der er tale om en såkaldt “systematisk trussel” mod retssikkerheden indledes en dialog med Polen.

Hvis en sådan dialog ikke er frugtbar, vil Kommissionen og Ministerrådet i sidste ende kunne fratage Polen sin stemmeret i EU-institutionerne, såfremt landet findes skyldig i vedvarende og seriøse brud på retsstatsprincipper.

Kommissionsformand Jean-Claude Juncker maner til besindighed og opfordrer til ikke at overdramatisere Kommissionens beslutning om at sætte retstilstanden i Polen på mødedagsordenen.

Back To Top